Fik du så set billeder?

“Fik du så set billederne” var der pludselig een, der sagde til mig i Guldsmeden, mens jeg stod og dagdrømte om troldekugler – og pandoraled.

“Åh.. hva”. Det var såment bare Niels. Anders og Tobias’ far. Jeg mødte dem forleden, da de var på vej ned til cirkuset, for at se alle de fantastiske dyr, cirkuset havde bragt med helt fra Tyskland. Og på vejen nåede jeg at sige, at jeg da glædede mig til at se billederne på bloggen.

Og pludselig opdager jeg en tendens, der i virkeligheden har eksisteret længe efterhånden.

Da jeg startede med at blogge, var det på NetDoktors babysite. Det var med kodeord – og ingen vidste, at det var mine ord. Nu har jeg altid holdt mig til Politikens kodex for, at man selv ejer sine ord – og at man derfor ikke skal skrive noget, man ikke kan tåle kommer tilbage til een med 700 km i timen. Men på en eller anden måde er det alligevel sådan – at modtagere var anonym og deres anonymitet sikrede også min anonymitet.

Efterhånden fik jeg min egen lille gruppe. Som mødregruppe mødtes vi – og jeg fik mig en veninde, som jeg blev mere end almindelig glad for. Een, der krydrede min barsel – og mit blogskriveri især. Nu var anonymiteten væk – tilbage var så, at de mennesker, der læste med, stadig var mennesker, der alle som en “hørte til miljøet”. Ingen af dem ville jeg have kendt, hvis jeg ikke skrev min dagbog troligt hver dag. Nu blev bloggen også brugt til at definerer mig selv i forhold til de nye venskaber.

Derefter hæftede Thomas’s sig på. Jeg skrev vist adressen til ham i et vovet øjeblik. Jeg er vokset op med ham – og et eller andet sted eksisterer han altid i og hos mig. Han er nu flyttet udenlands og har fået både fantastisk vidunderlig kone – og utrolig langhåret, begavet og sød datter. At han sad i et fremmed land og kunne følge skriverierne, føltes rigtigt – fordi han på den måde alligevel kom tættere på. Dermed blev bloggen endnu engang udvidet – for overfor Thomas er jeg i allerhøjeste grad prædefineret. Det klarede jeg vist fint, da jeg var 5 år. Jeg vidste nu pludselig, at hvis jeg drejede sætning – eller skrev skævt, så ville han vide, nøjagtigt hvornår jeg skrev noget bare for at provokerer – og hvornår, der var hjerteblod i.

Efterhånden dukkede familie og venner op hist og her i kommentarerne. Og min far begyndte at læse med. Faktisk er det min fars fantastiske kone, der læser med – og videreleverer de historier, min far måtte kunne nyde at læse i papirformat. For min far og computere – er en historie for sig. Her fik historierne om min fars børnebørn så pludselige en helt ny vinkel. For det første er min far verdens bedste historiefortæller (skarpt forfulgt af Astrid Lindgren) så der lå et ansvar, en arv. Men der lå også et ønske om at vise mine børn frem – fordi både min far og hans dejlige kone jo kender dem – og holder af dem på en helt anden måde end alle de andre læser.

Og så var det, at jeg idag føler, ringen er sluttet. For efterhånden som mennesker, der er i mit virkelige liv – og som har været det i årevis – pludselig læser min blog, måske ligefrem kommenterer – og også referer til min blog, når vi er sammen.. så er det som om min blog og jeg i endnu højere grad – end nogensinde før – er “en”.

Og nu er blogfænomenet så endnu mere udvidet – for nu kommunikerer jeg også TIL bloggen. Jeg bestilte nogle billeder af nogle fantastiske drenge – (Med den helt rigtige fødselsdato 🙂 ) – så kommer de på – og efterfølgende bliver jeg ligefrem spurgt om jeg nu også har set dem. Cyberlife – og IRL er nu for alvor vokset sammen til den helhed, det i virkeligheden hele tiden har været.