En af den slags mødre

Jeg så på et tidspunkt en film med Arnold S. Han brugte sine terminatorkrafter på at handle sig til en bestemt slags actiondukke til sit barn. Det var en julegave og “sådan er det jo”.

Jeg nåede kun 5 minutter ind i filmen. “Gud, hvor åndssvagt” tænkte jeg, og var enig med mig selv om, at sådan en slags mor er jeg ihvertfald ikke. Ikke på vilkår om jeg gider slås og mosle for at mine unger part tout skal have et bestemt stykke legetøj. Så må de sørme undvære! Det ene legetøj kan vel være lige så godt som det næste.

Det var så inden filmen “Biler” kom frem.

Hvordan kan man udgive en film – og så ikke supplerer med tilstrækkelig merchendiche? Hvad er ideen? Det er jo ikke fordi tingene er særdeles dyre – de er bare ikke til at skaffe. I bedste sortbørsstil kan man købe varerne til overbud på QXL – eller være heldig at kende  een, der kender een, der bor i nærheden af Holland – hvor de mærkelig nok nærmest flyder over af overskydende biler fra “Biler”.

Mormor var først i Toy’r’us efter vildtløbende rygter om, at Toys’r’us pludselig var i besiddelse af en håndfuld “Biler”-biler. Der gik ikke mange øjeblikke, før hun ringede. Hun har ikke lige set filmen og anede derfor ikke, at de fattige rester af biler, der lå på hylderne, er bipersonerne.. nej.. nærmere statisterne i filmen.

Efter megen roden på hylden og adskillige “JEG SÅ DEN FØRST” lykkedes det hende, at tilsnuske sig en “Mac-lastbil” og nogle biler til. Ikke Lynet, Ronnie Ræs, Doc, Sally eller Kongen.. Næ nej – det ville være for vildt. Men lidt kan også gøre meget. Og ingen tvivl om, at min søn vil elske figurerne.

“Til min føsdag skal vi spise på Lynet” fortalte Jonathan sin allerbedste ven i børnehaven med slet skjult stolthed i stemmen. Jeg havde bestilt tallerkner og alle mulige andre engangsting til hans fødselsdag gennem nettet.

Da dagene så gik, og jeg ikke modtog min bestilling.. og festen nærmere sig (Det er allerede på TIRSDAG!) begyndte jeg at få dårlige nerver, som jeg aldrig har haft dårlige nerver før! Jeg ringede til firmaet, mailede dem og satte i det hele taget himmel og jord i bevægelse.

“Hvad gør jeg” skrev jeg grådkvalt i min mødregruppe. En af de andre, kunne fortælle, at de lige havde fået forsyninger af tallerkner mv. i Toys i Odense.. Og faktisk var jeg så langt ude, at jeg var parat til at transporterer mig selv hen over Storebælt, bare for ikke at måtte skuffe min søn. “Til min føsdag skal vi spise på Lynet”. Ordene rungede som et ekko i mit hoved .. igen og igen.

Jeg startede med at køre til Toys på Jyllingevejen. Jeg kastede mig over de sølle rester af engangsservice, der endnu lå der. Ingen tvivl om, at de var sølle rester.. De pakker, de andre havde set med misbilligelse på, og havde kastet tilbage. Men jeg følte mig som jordens største vinder. Nu kunne 10 – ud af de nogen-og-tyve, der kommer, da spise på Lynet. Jeg fandt også nogle duge – og som en anden kamphane, der kæmper sig til at købe gær under en generalstrejke, købte jeg tre – selvom jeg egentligt er overbevist om, at to ville kunne gøre gøre det. Men … tænk nu hvis!!

Ekspedienten ved kassen var sød. Jeg fortalte, at jeg vidste, at de eftertragtede varer var at finde i Odense.. Om hun ville undersøge nærmere muligheder? Hun slog op på sin skærm. “Hjælper Holbæk?” ville hun vide, med et smil. I min febrilske tilstand, var jeg parat til at skrige: “JA… ” men jeg fattede mig dog, og spurgte: “Er der noget tættere på. ” Hun slog Høje Tåstrup op. “De har lige to gang tallerkner tilbage” sagde hun – hvorefter mine opspilede øjne og min åndenød må have fortalt hende, at DEM ville jeg gerne have fingrene i.

“Kan I lægge dem til side?” sagde hun endelig, efter hvad der føles som en evighed. En evighed, hvor alle andre kunder, med lethed kunne være kommet forbi MINE tallerkner, og havde puttet dem i DERES indkøbskurve – uden jeg kunne slås for dem.. Uden jeg havde mulighed for at lave distraktionsnumre, for at flå dem op af deres kurve.. eller med tårer i øjnene vise dem billeder af min stakkels, stakkes søn, der aldrig ville blive et helt menneske igen, når han mor kunne skuffe ham så grumme, ikke at kunne give ham Lynet at spise på til fødselsdagen.

De kunne lægge dem til side. Og for første gang længe måtte jeg lige dæmpe mig på motorvejen, for ikke at køre LIDT hurtigere end det tilladte. Tænk – kun få kilometer skilte mig fra at skulle undgå at se min skuffede søn i øjnene. Jeg tvang mig selv til at huske på, at varerne var lagt til side.. At ingen ville tage dem.

Vel ankommet, kastede jeg mig til kassen med det samme. “Hvilket navn er de lagt under” ville den søde pige vide..Og straks kunne jeg mærke fornemmelsen af desperation. “Jamen, hun fik ikke mit navn” hiksede jeg opgivende… “Jamen så er det nok dem her”. konkludere hun, og fremtog to pakker med tallerkner. Lynet McQueen grinede af mig fra tallerknernes forside. Jeg følte mig som en flødebolle på et solskinsdag. Jeg kunne mærke, jeg smeltede at lettelse foran disken.

Jeg holdte mine tallerkner, som var det de sidste dråber vand, på min dagslange enerejse til ørknen. Og på hylderne fandt jeg desuden krus og de absolut sidste servietter. Jeg flåede tingene ned i kurven, og opdagede, at jeg skottede over skulderen, for at se, om nogen andre havde sammen tanke som mig. Men de andre kunder havde ingen desperate øjne – og ingen kunder så i retningen af service.. Da forstod jeg, at min mission var lykkedes.

Det var med den underligste sjælefred, at jeg kørte hjem. Følelsen af ikke at komme til at skuffe, fik smilet frem helt indeni mig.

Og så kommer jeg jo så til pointen. Jeg ER vist een af de mødre der! Jeg vidste det bare ikke. Så nu må jeg vist tvinge mig selv til at se resten af filmen med Arnold S’s kamp for at få den rigtige actiondukke til sønnens fødselsdag. Det har jeg vist fortjent.