To kaffe og en staveplade

Det er ikke så tit, jeg kan sidde og græde af en bog. Jeg kan godt blive følelsesladet.. og have føleserne uden på tøjet – men ligefrem at lade tårerne springe: Det sker ikke så tit.

Men “To kaffe og en staveplade” efterlod mig i et s-tog med kolde tårer, der banede sig vej ned af min kind.

Anne Meiniche  har skrevet bogen. Det er hendes egne oplevelser. 24. oktober 2000 var hun udsat for et trafikuheld. I bilen sad hendes mand, hendes 4 piger og så hende. En af pigerne, Nina, brækkede ryggen, fordi hun sad i en hoftesele, mens Anne selv fik læsioner på hele kroppen. Resten af familien slap med småskader.

“Det er utroligt, du kun har 65% nedsat arbejdsfunktion, når du burde være 120% død” sagde en læge til hende, efter næste et års genoptræning.

Men uheldet og smerterne er een ting. Derefter kommer arbejdet med systemet. For det system, der skulle sørge for, at vi kommer helskinnet igennem en oplevelse, som den Anne var igennem, er på ingen måder fejlfrit. Tværdimod.

Og Anne lægger ikke skjul på, at hun ligefrem har kunne indkalde reserven, fordi hun har journalist – og har haft mange forbindelser. Ikke desto mindre er de forhold hun beskriver så usle – og så blottet for medmenneskelige forståelse, at det gør ondt helt inde i hjertekulen.

Gudskelov er det ikke en lang svadasang om hospitalernes elendige forfatning. Det er i lige så høj grad en hyldstbog til de “hvide mennesker”, der tør gøre tingene anderledes. Der tør være menneskelige og forstående. Der tør prøve at gå veje, systemet ikke nødvendigvis er åbent overfor. Og det var en af de ting, jeg måtte fælde en tårer over. Noget så simpelt og menneskeligt som en kop kaffe – eller et smil – kan være det, der redder dagen den dag.

Bogen er hård, fordi jeg tror lagt de fleste, der har været indlagt, har haft nogen af de mange følelser, hun beskriver. Følelsen af, at få “særlig god behandling” selvom den behandling man tilbyde, slet ikke er god nok. At man få lov at vente i evigheder, på det, der burde være rutineting. At de læger og det personale man møder på sin vej, ikke ser på een, som noget som helst andet, end det stykke af journalen, de står med i hånden.

Og så hvor ufattelig meget det betyder, når der er en, der kommer med en kop kaffe. Een, der insisterer på at holde een i hånden. Een, der vil se en i øjnene og tør se, at tingene gør ondt.

Bogen er et fantastisk debatoplæg. Og jeg kan faktisk godt huske debatten. Ikke at systemet på nogen måde har ændret sig, men det er blevet iorden at føre debatten.

Og hatten af for “de hvide mennesker”, der tør gøre en forskel!