Alder – og børn

Så vidt jeg husker, så har børn travlt med at blive ældre. Ikke bare mentalt – men på alle fysiske, psykiske og udviklingsmæssige måder. Så vidt jeg ved, bruger børn meget energi på “et halvt”.. Man er kun 11 år i 6 måneder,- derefter er man “11½”.

Undtagelsen, der i DEN grad bekræfte reglen, er min lille søn. “Hvor gammel er du, Jonathan”. “2”. Når den kærlige mor, så prøver at forklare, at han altså ER tre år gammel, ser han forurettet på mig, og konkluderer at “når man er tre år, bruger man ble!!”

Det tog mig en måned at pille af ham. Det holdt hårdt. Men endelige erkender han, at han rent faktisk bliver 4 år – om bare 6 dage.

Det er første år, vi skal have børnehaven hjem. Og jeg forbereder min søn det bedste, jeg har læst. Der går ikke en dag, hvor vi ikke taler om “så mange nætter, du skal sove” .. eller at børnehaven kommer på besøg, eller lagkage .. eller.. gaver.

Gaver er ikke gaver.. Det er JULEgaver. Så om 6 dage får Jonathan en masse julegaver. Han er langsomt ved at accepterer, at der kan også være andre typer af gaver – f.eks. fødselsdagsgaver.. så vi er ved at være der, hvor ca. halvdelen af gaverne nok er julegaver, mens resten er fødselsdagsgaver.

Men alder betyder ikke rigtig noget for min søn. Han har slet ikke samme hast med at blive 4 år. Han taler ikke om “3½” .. ja faktisk vil han gerne være yngre endnu. Alderen har endnu ingen betydning for ham. Når jeg spørger hvor gamle, hans venner fra børnehaven er, er de faktisk alle uden undtagelse “2 år”. Og det er trods, at den ene fylder 5 om lidt – og de andre vist alle er blevet 4. Men knægten har jo ret et eller andet sted. Er alderen ikke ligemeget – når man nu bare leger og har det godt? 

Alt imens min datter slet ikke kan blive ældre hurtigt nok. Hendes venner i garden er – for de flestes vedkomne – nogle år ældre og min datter strækker sig på sin tå, for at kunne nå med. Hun klarer det fint – men forskellen mellem de to er så massiv.