Da hans storesøster var lille, havde de en cykelklub i børnehaven. Alle, der kunne kører uden støttehjul på cyklen, kunne komme med på cykelture på lukkede stier. Det var intet mindre end genialt – for min datter havde dårligt fået sin første cykel, før hun var frisk på at smide støttehjulene.. Og 3 uger senere – og efter mindst 8 “Jeg lærer det ALDRIG”, cyklede hun pludselig afsted, som havde hun aldrig foretaget sig andet.
Idag tog vi støttehjulene af Jonathan cykel.
Først talte vi om det – og jo – det ville han da godt prøve. “Men jeg falder” advarede han mig. Jeg forklarede ham, at jeg jo ville holde ham. Og så var han fit for fight.
Så her til aften gik vi ned og afmonterede støttehjulene. Ingen tvivl om, at knægten er med på projektet. Han hylede af grin – og mente det var verdens sejeste cykel. Bare at stå ved cyklen, gjorde, at han voksede. Han var meget stolt over at have en cykel – uden støttehjul.
Indtil videre holder jeg ham bare i ryggen (hvilket helt sikkert ret hurtigt vil give hans nye forårsjakke et helt nyt og mere krøllet look)
Om knægten rent mentalt er klar, står mere hen i det uvisse. Øvelse gør mester, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at skulle give slip hverken iaften – eller imorgen. Men hans mangel på koncentration er tydelig. Når han ser en hund bag ved, så drejer han automatisk styret – og svinger hele kroppen i den retning. Det er nok en vane, der er bedst at komme af med, inden der bliver givet helt slip. Men når han evner at koncenterer sig, er der bestemt øjeblikke, hvor det ikke er mig, men ham selv, der holder balancen. Han har også den fordel, at han dæk er mountainbikedæk, så der er alligevel en go bid dæk, til at balancerer på.
“Koncenterer dig.. Jonathan. Find balancen”. “Mig HAR fundet den mor!!!” siger knægter, mens han lystigt svinger fra side til side. “Jonathan – se lige ud. “.. “Moar.. jeg kigger … jeg KIGGER” svarer knægten mig, mens jeg har svært ved at holde rigtig fast, fordi jeg samtidigt må trække alvorligt på smilebånden.
Mon ikke han når at blive 4 år, før han endelig finder balancen – også uden mor? Uanset hvad, så er projektet igangsat – og det går over sten og stok… og Jonathans mor får en masse gratis motion.
Tror ikke, at du skal være bekymret 😉 For med den iver I begge lægger for dagen, så går der ikke længe, før han cykler fint.
Vores Ældste er lige fyldt 8 år og det er først for ganske nyligt, at han rigtig har fået mod på at cykle selv. Vi har prøvet til mange gange, men der skal også en vis “selv-indsats” til, før det duer.
Nu cykler vi til gengæld søndagsture på 5-10 km uden problemer 🙂
fantastisk side! laaangt nede stødte jeg på Lamaze rullende hund/kat m musik som jeg bare har ledt alle steder efter! Er der nogen som helst mulighed for at jeg kunne købe den brugt af dig til min datter Andrea?
Cathrine
Den er desværre solgt for LÆÆÆNGE side 🙂