Vejret var i top – og humøret var løftet to takter alene ved udsigten til forår. Så da jeg hentede Jonathan i børnehaven var det med spørgsmålet “Skal vi gå en smuttur forbi skoven”. Pædagogen grinede. “Nu ligger skoven jo i den anden retning”.. “ja… men..”
Jonathan og jeg var “Lynet McQueen” og “Kongen” hele vejen ned til skoven. Kun midlertidigt afbrudt af en solsort og en blomst aller inderst inde i buskaset. Jonathan mente, vi skulle holde pause ved busstoppestedet – så der sad vi ganske stille – og kunne pludselig hører alle fuglene synge. Jonathan mente, det måtte være de fem fugle, de havde sunget om i Børnehaven – og jeg kunne smilende give ham ret.
Vi nåede skoven i højt humør. Undervejs var der tid til at konkludere, at der er mennesker, der cykler rundt “kun med tøj på” som Jonathan sagde. Han mente vist, at de cyklede uden overtøj.. men når man nu ikke lige kan huske hvad det hedder.
Ved den lille bakke op til toget, satte vi os sammen på hug, og kiggede på de mange snegle. Jonathan fik øje på den ene snegl efter den anden .. og hver ny snegl skabte lige så meget juble, som den sidste.
Vi bosatte os i en lysning i skoven. Jeg var moren, han var faren og sammen kiggede vi på væltede træer. Legen blev afbrudt af et egern og igen af motionsløberne, der løb meget hurtigt. Derefter var vi i en båd, der skulle repareres og på et fly af sten.
Mætte af oplevelser og 1½ time senere, løb Lynet McQueen og Kongen hele vejen hjem. Lynet vandt – som altid.. Kongen kom halsende bagefter – lykkelig og rørt over, at hendes søn besidder så utrolig mange verdner – og så utrolig hurtigt kan skifte i fantasien fra den ene leg til den næste.
Og tilbage er kun matheden i kroppen og den dejlige følelse af, at kroppen er blevet godt rørt. Imorgen gør vi det igen..
Dejlig læsning Pernille, du beskriver den dejlige verden, man kommer i som mor, når man har et barn med masser af fantasi. Jeg husker det som i går, hvor var det en skøn tid.
Hvem der dog bare havde sådan en mor altså 🙂 (og have mor’s energi også!) 🙂