Min datter har fået sig en lektion denne weekend. En lektion på den gode måde.
Vi var på messe lørdag – og vores datter havde fået lov at komme ud og se til os. Hun er slet skjult stolt over sin far og nyder at få lov at sidde der ganske stille og se sin far folde sig ud.
Men i år kunne hun mere end det. Jonathan var kun lige med den første time – så gad han ikke mere. Og så er det jo dejligt, at man har en mormor ved hånden, som har bil og som gider tage hjem igen. Hvad skulle han dog gøre uden hende?
Aftalen var så, at vores datter skulle blive til hun ikke gad mere. Egentligt var planen, at når messen skulle pakkes sammen kl. 16, så skulle hun og jeg tage toget hjem. Men så tog fanden ved hende.
Det var en forholdsvis stor stand – med to udstillere. Der var et trægulv, der skulle fjernes, bagvæg, podier, borde og møbler. Og vores datter.. Jamen hun gik da bare i gang med krum hals. Vi var 6 voksne – og så min datter.
Hun formåede på intet tidspunkt at gå i vejen – eller opholde andre voksne. Tværdimod var alle voksne, der deltog ret overrasket over hendes indsats. Hun startede med at slæbe i bilen. Naturligvis bare de små ting. Når man er 11 år er en rygskade, det sidste ens forældre ønsker. (Uanset hvor trætte benene er – og hvor meget man gerne vil hjem )
Dernæst var det alle skuerne i trægulvet, hun gav sig i kast med. En for een kom de op. Hun var så effektiv, at hun tog sin far med storm, for da hun kom til den sidste længde – og den sidste liste, så havde far og hans ven lagt ALT deres aflagte ting ovenpå – så de måtte pænt gør plads for skruepigen.
Derefter slæbte hun gulvbrædder sammen med os andre – og udnævnte hurtigt sig selv til at være ansvarlig for flamingopladerne. På et tidspunkt var vores medudstillers kone hurtig: “Betaler hun dig?” spurgte hun. “Nææ… Men det skal han da vist.” kom min datter i tanke om. For hendes arbejdskraft er da lige så god som enhver andens. “Jamen – så skal du huske at det er lørdagstakst” fortalte konen hende. “Lørdagstakst er 100% oveni.”
Herefter var min datter hurtig. “Faar.. Hva får jeg i løn”. Far var slet skjult over hendes arbejdsiver, og proklamerede, at hun ville gå 20 kroner i timen. Hvortil min datter svarede. “Ok.. og så kommer lørdagstillægget oveni – ikk” Det tog hende under 10 sek. at forhandle sig fra 20 kr i timen til 40.
Efter dagens arbejde – og de 4 timer, vores datter hjælp og fik løn for, var gået, satte hun sig til computerne. “Far – du kunne også bare give mig en trøje.” Og som sagt så gjort. Faderen endte med at hive dankortet frem og købe hende en trøje til 32,99 som pigebarnet længe har ønsket sig.
Så min datter fik forhandlet sig fra en løn på 80 kr – og frem til at få 247 kr for samme udførte arbejde. Se .. hvis hun også kan gøre det i fremtiden, så må hun gerne hjælpe mig med at forhandle min løn 🙂
Godt gået!!! – mon ikke hun hjælper næste gang der er messe:-))
Min store datter på 8 år, elsker også at hjælpe sin mormor og morfar, når de er på messer. Hun tager det topseriøst og så længe hun gider, er det da helt okay :O)
Flot billede!
jeg nyder at læse dine fortællinger, har du aldrig overvejet at skrive en bog ?? At Jonathan og Annike begge er fantastiske dejlige unger ved jeg jo på forhånd,men hvordan skulle de også blive anderledes med de forældre–???samt hele familien ????kram Tove
Ih jo – mange gange.. Og så er jeg kommet til side 12 🙂
Jeg tror det passer bedst til det liv vi lever, at jeg hiver fragmenterne ud til nærmere beskuelse, når tiden er til det..
Jeg ELSKER at kunne spole tilbage i mit liv. Og det kan jeg lige her.
Og mange tak for rosen 🙂
Skal, ikke være 12 før det er tilladt at arbejde?
Tror faktisk de skal være 15 – hvis de ikke skal have særlig tilladelse fra alverdens instanser 🙂