"Kvindekampen kommer først op i en, når man har fået børn" læste jeg i en af mine 5 gratisaviser på vej til arbejdet. Og det er der nok noget om. Kvindekampen bliver først nærværende, når man kan se, at der er kolosale forskelle mellem kønnene og at de forskelle pudsigt nok oftes falder ud til mandens fordel.
På mange måder tror jeg egentligt at kvindekampen er falmet – og det er synd. For i takt med at kvindekampen falmer, kommer alverdens dæmoner og gnaver sig ind i de rettigheder, kvinderne så barskt har måtte kæmpe sig til. Punkt for punkt udhules de.
Retten til fri abort bliver angrebet fra mange sider. Det er en af de rettigheder, jeg er mest bange for, skal forsvinde. For det er så skrøbelig en rettighed. Alle kan forstå begge sider af problematikken – men kun de, der har stået med begge ben i suppedasen, kan forstå, nøjagtig hvor stor en mulighed, den frie abort er.
Den frie abort er kvindernes mulighed for, selv at vælge deres livsbane. Dertil skal heller ikke forklejnes, at statistikken taler for, at der idag bliver foretaget færrer aborter end tidligere. Selv mørketallene, fra dengang hvor kvinderne risikerede eget liv ved at få foretaget en abort på et køkkenbord med en hæklenål, er højere, end det reelle aborttal er idag.
Lige løn er jo også en sagablot – og vi ved det jo godt! Idag bruger kvinder så vel som mænd så et hav af dårlige undskyldninger for, hvorfor vi reelt ikke har lige løn.
"Mænd er bedre forhandlere" "Kvinder søger ikke så højt op". Nøjagtigt hvor meget der er sandhed – og hvormeget der er tilbagelænet blår i øjnene, skal jeg ikke kunne vurderer.
Men hvis ikke mændene igen skal have lov at være "endnu bedre forhandlere" og kvinder i endnu højere grad ikke kan få foden indenfor i bestyrelseslokaler og chefkontorer, undergraver vi vores mødres kamp for en bedre verden til os og efterlader vores døtre i en situation der er langt ringere, end den vores mødre efterlod os i.
Kvindekampen er ikke død. Men vi kvinder skal bare lige fatte det først.