Som altid var der cirkusmusik, da jeg kom op fra Nørreport Station. Jeg undrer mig hver morgen over, hvorfor i alverden manden ikke søger job i et cirkus, i stedet for at blæse mine trommehinder af, hver gang jeg skal på arbejde. Og selvom jeg ikke kunne drømme om ,at give ham så meget som en 25-øre – så fortjener han da sine penge lidt mere, end de tiggere, der normalt bare sidder i en bedende stilling på en plastiskpose – indtil deres fællesbus kommer for at hente dem hjem til deres logi. Jeg er blevet en anelse skeptisk efter, jeg så hvordan østeuropærer rejser på tiggerrejser til Danmark, som vi andre tager en smuttur til Mallorca.
Men idag stod der et hav af unger – og lige netop dem: De kan få min pung op af min lomme. “Køb et julehjerte. Støt Børnenes kontor”. Første knægt fik alt hvad jeg ejede og havde på mig af kontanter: 75 øre. Det var jo så ikke en herregård – så jeg gik hen og hævede en hundredekroneseddel og lagde den i den første bøsse, jeg kom forbi.
Nu har jeg sørget for, at der er en Københavnsk mor, der kan give sin knægt pebernødder, flæskesteg og brune kartofler juleaften. Han kan efterfølgende komme i skole, uden at føle sig helt så meget udenfor.
Der er ikke ret mange ting, jeg ønsker at støtte. Først og fremmest fordi jeg ikke føler, vi har overskuddet til det,- og dernæst fordi jeg indimellem bliver så forbandet over at se, hvordan de foreninger bruger “mine” penge. Som f.eks. den der dyreværnsforening, der bruger langt flere penge på administration og løn til hende, der vandrer kultorvet tyndt hver dag for at lokke penge ud af mig,- end til det de påstår, de ønsker at bruge pengene på: Dyrevelfærd. Ikke om jeg vil give dem så meget som en bukket 5 øre.
Store organisationer, føler jeg, har en tendens til at glemme de enkelte projekter. Der er så mange projekter, at det er svært at se, hvad pengene går til. Og hvis man hjælper, vil man vel gerne have en fornemmelse af, hvor pengene ender!
To ting støtter jeg konsekvent: Børnecancerfonden – og Børnenes kontor. Jeg så, på vores korte og ikke mindst helt ufarlige besøg på cancerafdelingen, hvordan den forening gør en forskel – på alle mulige og umulige måder. Lige fra legetøjet – til kvinden, der kom og snakkede med mig den aften, hvor verden ikke så ud til at være den samme ved daggry.
Og børnenes kontor: Fordi jeg kan forholde mig til næstekærlighed som en del af budskabet i julen.
Så hermed er opfordringen videregivet: Køb et julehjerte.