Forventningens glæde …

 

På disken i bageren lå en konkurrencekupon. “Deltag i årets adventkonkurrence” stod der. “Aflever denne seddel i postkassen inden kl. 12:05 – og deltag i lodtrækningen om 1 gavekort på 5000 kr – og 5 gavekort på 1000 kr”. Jeg tjekkede uret. Klokken var lidt over 11.

Der var ikke ret mange mennesker på bytorvet denne formiddag – så jeg tænkte, at det måtte da alligevel prøves. For tænk nu hvis!

Foran scene var der et lille tog og en karussel, der lystigt lokkede småbørnsforældre til – og så stod de der, i kø og række – men de smilede og vinkede til de små poder, der igen og igen kørte rundt i den gratis forlystelse.

Jonathan så hurtigt sit snit til at hoppe med på vognen – og dermed endte jeg som een af de smilende, vinkende mennesker på torvet.

Min datter opdagede pludselig en veninde, som hun da lige skulle tale med – så pludselig var morgenbrød noget, der sagtens kunne indtages LANGT senere – og jeg stod alene med mine drømme og tanker, mens jeg pr. refleks smilede og vinkede til min søn, der nød livet på en kat – der snurrede og snurrede.

Tænk, hvad man kan bruge 1000 kr på. Betingelsen for vinderen var, at pengene SKULLE bruges samme dag inden kl. 16. Jeg smilede indvendigt af, at for min skyld kunne de skrive, at pengene skulle bruges inden 13:00 – jeg ville snildt kunne bruge dem på 45 minutter.

I mine tanker vandrede jeg ind i legetøjsbutikken – mens jeg så varerne for mig. De 1000 kr ville give Jonathan en lidt størrer gave, end først tilsigtet.. Så kunne han få den helt store Briobane. Måske min datter skulle have nyt tøj? Et kort øjeblik smuttede jeg ind i Laura – butikken for kvinder lige ved siden af. Måske der kunne falde lidt af til en mor, der trænger til nyt tøj? Måske bare en lille bluse? Kunne man overhovedet få mandens julegave på bymidten? Jeg tvivlede. Kom et øjeblik til at se gavechecken på de 5000 kr for mig. Uha – kunne næsten slet ikke forestille mig, alle de ting, jeg ville købe for den.

Karusellen fortsatte sit snurreri – og efterhånden kom der flere og flere mennesker til. Det, jeg anså som værende “en seriøs god mulighed for gevinst” snævrede sig hurtigt ind til “Sandsynligt – men slet ikke sikkert” for at ende med at blive “Utroligt heldigt, såfremt det lykkes”.

Men vi blev stående der i kulden og ventede på udtrækningen af de heldige 6. De 5000 kr røg først – og en mand, der så godt tilfreds ud – dukkede op på scenen. Herefter kom navn efter navn. Og hver gang tænkte jeg “Hende under jeg godt de 1000 kr – for for hende der – er de 1000 kr mere værd en for mig.” En enkelt gang nåede jeg at smile af min egen retfærdighedssans, da en ultra tjekket kvinde iført højhælet støvler dukkede op på scenen for at modtage sine 1000 kr. Nå ja.. Alle – store som små, rige som fattige, har vel ret til lidt held.

Det sidste navn blev trukket – og endnu engang var navnet end ikke i nærheden af at være mig. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde kunne mærke fornemmelsen af at være heldig. Jeg havde allerede i mit stille sind brugt pengene og de foregående 45 minutter havde jeg nydt – for min indre film havde til fuldkommenhed givet mig den største fornøjelse – ved at lade mig føle gevinsten.

Min datter, min søn og jeg hankede op i vores morgenbrød – og gik hjemad. Skuffede.. Nope – ikke det mindste. For forventningens glæde kan faktisk være størst.