.. men det er jo ikke kun de dårlige ord, der sidder fast.. At være Mamses arvtager

Min far havde følgende ord til min mand, i sin bryllupstale til os:

Her og nu vil jeg fortælle Jan, hvor heldig han har været. Det er nemlig sådan at min mor – Pernilles farmor, som alle kaldte Mamse, døde nogle år før du lærte Pernille at kende. Hun var et usædvanligt menneske. Hun elskede livet, og hun var fantastisk til at dele sin livsglæde ud til alle i sine omgivelser.

Hun kunne få folk til at føle sig betydningsfulde og var folk i negativt humør inden de mødte hende, så var de positive bagefter. Og nu er det sådan Jan, at du er så heldig, at de af alle Mamses børnebørn, der af sind og væremåde ligner hende mest, er den pige, du er blevet gift med idag. Det er den samme optimisme. Det er samme lyst til at alle skal være glade i hendes omgivelser. Den samme entusiasme omkring de ideer hun pludselig får.

Min farmor havde en særlig evne: Hun tog ikke sig selv mere højtideligt, end at det vigtigste i livet er at smile. Valget mellem at grine eller at beholde sin værdighed, var for hende ikke noget valg: Hun ville til enhver tid vælge grinet. For hvad er værdighed, stolthed, viden og evner, hvis man ikke kan have det godt med sig selv?

Min farmor var ikke nogen dum kvinde. Hovedet var skruet helt rigtig på. Men indeni hende var en glød af livsglæde og optimisme, der var umulig at kue.

At min far i den grad sidesætter mit sind med den kvinde, som jeg ser aller mest op til, er mig en ære, ud over hvad jeg kan beskrive. Det er en tanke, der giver mig tårer i øjnene. Det er en arv, jeg aldrig ville kunne løfte godt nok.

Men hans ord er dem, der har sat sig bedst fast indeni mig. Jeg er stolt af at være naiv. Jeg er stolt af, at skabe lys omkring mig. Jeg er stolt af mit grin og mine smil. Endnu mere nu, end før.

Min fars ord er nogen af dem, jeg høre indeni igen og igen.. Og jeg vil aldrig glemme dem. De styrker mig i min hverdag – i særdeleshed på hårde dage.. for så har jeg et ansvar, for at tænde det lys omkring.