Vi har alle sammen en historie at fortælle. Vi har alle sammen øjeblikke, der står lysende klart for os. Øjeblikke, der indeholder kærlighed, fortvivlelse, fornedrelse eller gemen ondskab. Og disse øjeblikke farver os – og farver den måde, vi ser tingene på.
“Du kan jo nok forstå, at jeg ikke kommer sammen med dig p.g.a. dit udseende” var der en ung knøs på bare 17 år, der fortalte mig, da jeg var 15. Vi sad i bunden af et klædeskab. Jeg græd, fordi han vistnok syntes en anden pige var lækker… eller noget…
I bund og grund var det ikke en kæreste, jeg havde ret længe – han betød ikke noget for mig som sådan. Sammenhængen i samtalen husker jeg ikke. Jeg kan ikke huske, hvorfor de ord kom ud af munden på ham. Han har sikkert ment dem på en eller anden kikset pæn måde. Han har sikkert ment noget med, at min personlighed overstrømmer “det jeg manglede udseendesmæssigt”. Ikke desto mindre, var det ikke rosen, jeg tog til mig. Ordene kan jeg høre inden i hovedet hver eneste gang jeg ser mig i spejlet. “Du kan jo nok forstå… du er jo ikke køn”.
Sådan kan jeg tage 100 brudstykker af samtaler, der genspiller sig i mit hoved, – og i andre menneskers hoveder. Brudstykker, som kom til at betyde alverden for mig, men som han, der sagde ordene, har glemt for længst. Brudstykker, der kom til at farve den måde, jeg ser på mig selv den dag idag.
Og sådan er sandheden jo: Vi definerer vores medmennesker ud fra de erfaringer, vi har med dem. Ud fra de brudstykker af samtaler, vi husker. Ud fra de brudstykker af oplevelser, vi har med dem. Det, jeg husker om min mand, er ikke det samme, som det, han husker om mig – omend der sikkert er sammenfald hist og her.
Man skal respekterer de følelser, der er forbundet med ordene, man husker. At jeg har hørt de ord i mit hovede hver gang, jeg har set mig i spejlet lige siden, har jo haft en væsentlig indfyldelse på, hvordan jeg ser på mig selv. Men jeg kan jo ikke klandre fyren for, at han har sagt det. Han har helt sikkert aldrig nogensinde overvejet, at jeg ville gennemtænke hans ord så længe.. Og igen: Sammenhængen for samtalen er forsvundet i min hukommelse.. og dermed måske også meningen med orderne.. der med garanti var en HELT anden, end at jeg skulle føle mig grim.
Problemet med vores aller nærmeste er, at der er brudstykkerne af samtaler i hobetal. Brudstykker, som mange ynder at bruge i forbindelse med et skænderi. “Du sagde også..” men ofte er historierne så lange, at ingen længere kan huske, hvem der reelt sagde hvad. Måske var det end ikke noget han sagde, men bare en følelse, det han sagde, gav dig?
Uanset hvad jeg gør – uanset hvor meget jeg prøver, vil jeg aldrig kunne være upartisk i forhold til de mennesker, der står mig nærmest. For brudstykker af samtaler ligger altid til grund for mine holdninger og mine meninger.
Jeg vil til enhver tid kunne farve et hvilket som helst af mine medmennesker som “et dumt svin”, hvis jeg har behov for det. For mine behov er anderledes end min mands behov, end min venindes, end mine børns – og dermed er jeg blevet såret af alle – på et eller andet tidspunkt. Jeg kan ligeledes til enhver tid farve mine nærmeste i de smukkeste, vidunderligste farver – for de mennesker, der er mig nærmest, er jo også de mennesker, jeg har oplevet de smukkeste ting med. De mennesker, der er mig nærmest, er det jo netop, fordi jeg elsker dem – og mener de er de bedste mennesker på jorden! Det er de mennesker, der har behandlet mig allerbedst – og som jeg forhåbentligt også har behandlet lige så godt.
Jeg tænker over ovenstående, hver gang, jeg høre om en skilsmisse, der er gået i hårdknude, hvor “manden er bare SÅDAN en idiot” eller “kvinden er bare SÅ usamarbejdsvillig”. For manden og kvinden har jo hver deres forhistorie – og hver deres udgangspunkt. Og kan til en hver tid male den anden i de farver, de ønsker. Uanset hvad, må der jo på et eller andet tidspunkt i historien, have været en forbindelse, der IKKE har været ondsindet. Og hver gang tænker jeg ved mig selv: “Hvis man er part i sådan en sag, og tror man er upartisk, er man faktisk langt mere partisk – end hvis man selv indrømmer, at man har en part i sagen – og dermed et ønske om, hvordan sagen skal udfalde.”
Du har helt sikkert evigt ret – alt kan males så farverne stemmer overens med det motiv man lige havde tænkt at lave. Og du burde faktisk lave dit eget “spejl” maleri om. Nu får du lige et brudstykke af mine tanker. Første gang jeg så dig tænkte jeg på ingen måde over hvordan du så ud, det gør jeg aldrig – kun hvis folk er extraordinære på en eller anden måde bemærker jeg det. Og eftersom jeg allerede havde oplevet dig på skrift var jeg meget mere interesseret i hvad du havde at sige end hvordan du så ud. Første gang jeg besøgte dig så jeg så en tegning på din væg – en tegning af din datter og min tanke var omgående, at det var en umådelig smuk lille pige der var tegnet dér. Så var det jeg kiggede på dig – mest for at se om hun lignede dig og det må man sige hun bestemt gør. Hvert eneste af de smukke træk din datter har, findes på dig også. At du så også er et meget inspirerende menneske at være i nærheden af gør dig ikke mindre smuk! Du har hele pakken Pernille, fortæl du bare dit spejl billede det! Og det var vist så det største kompliment jeg har givet nogen hele ugen, håber ikke du bryder min kontekst og ændre ordlyden ved at læse det anderledes end jeg har tænkt det da jeg skrev det :o)
🙂 Den med spejlet var nu bare et ekspempel 🙂 For manden har fået banket det ud af mig.. altså at HAN synes, jeg ser godt ud. Det tog år at accepterer – men jeg er med på den idag 🙂
Og jeg har efterhånden fattet, at smag og behag alt andet lige er forskellige. De mennesker, jeg finder smukke, er ikke de samme, som andre finder smukke! Jeg har idag intet problem med mit udseende.
(Måske LIIIIIIGE ud over de mange kilo, jeg gerne ville af med.. og *puf* kan jeg høre en stemme om en bemærkning jeg engang fik, der gik lige i hjertet 😉 )
Mange mange tak for komplimenterne!! Også selvom jeg ikke fiskede efter dem 🙂
Men jeg gad godt SELV nå til det punkt, hvor JEG bestemte ENERÅDIGT, hvilke ord, jeg vil gemme indeni – for så ville jeg vokse, af al den ros, jeg ville huske mig selv på, at jeg har fået. Desværre har jeg så lige en underbevisthed – der også vil lege med. Og den er ikke altid enig med mig. Jeg tror dog, at jeg med alderen, bliver bedre til at være “mig” og være ligeglad med kommentarer – og bemærkninger. Være bedre til at “få ryddet op” i de ord, hvis sammenhæng, jeg for længst har glemt.
Men nu var det jo familien – helheden generelt, det skulle handle om, og ikke mine indre dæmoner 🙂
Åh, Nilleper, jeg tror sgu’ jeg er lidt småforelsket i din hjerne 😉
Bortset fra det, så tror jeg, at du er smuk. Du skal bare male dig med dine egne farver.
Min indre pick me up når alt halter er en chefs ord faktisk – han var ikke ligefrem en der smed om sig med roser og så en dag til en samtale som jeg faktisk ikke kan huske hvad handlede om sagde han “du er jo god nok, du er virkelig dygtig og meget kvik – den eneste der ikke kan se de er vist dig”