Hele familien havde pakket sig idag – og var draget til Gladsaxe Skøjtehal. Turen ud på isen var lidt af en bedrift til at starte med – for af en eller anden årsag var isen blevet langt glattere, end den var engang 🙂
Men efter 1½ times skøjterier – frem og tilbage, rundt og rundt og rundt, var der pludselig en følelse, der slog ned i mig. Noget var ikke, som det plejede at være. Noget var blevet bedre.
Ærligt- det tog mig fantastisk noget tid, før jeg registerede, hvad det var, der var anderledes. Men så slog det mig: Jeg var ikke forpustet. Jeg blev ikke træt. Jeg blev ikke flad eller ugidelig. Faktisk kunne jeg blive ved .. og ved .. og ved.
Og alene fordi jeg havde den følelse, tog jeg ti runder mere.