Idag kom en lille fin ny prinsesse til verden i familien. Hun er gudesmuk og dejlig – og smilet på mors og fars ansigt er ikke til at tage fejl af. Hun er elsket, længe før hun kom og hun blive elsket fremover.
“Klør det ikke i æggestokkene, når du ser sådan en lille en” Jeg ved ikke hvorfor alle kvinder indenfor den fødedygtige alder skal have den bemærkning, når de beundrer en nyfødt. Ikke desto mindre: Det får de – og dermed gør jeg også.
Men jeg er kommet til en ny alder. Og omfanget af den, er kun langsomt ved at sive ind. Desto mere, jeg lærer min nye alder at kende, desto mere forelsket er jeg i den.
Det er mange år siden, jeg kunne få lov at lukke døren til toilettet og sidde derude i fred og ro i timevis. Og den luksus er jeg den dag i dag yderst taknemmelig for. Men omend det er en gave, det der med, at man kan tillade sig at være bare en lille smule mere egoistisk, fordi børnene klarer sig godt og ikke har brug for een hele tiden, så er det faktisk ikke engang det, der er bedst.
Det bedste er de der hele mennesker, jeg har skabt. Den sætning alene blæser mig omkuld. “Hele mennesker, jeg har skabt”. Pludselig er det sjovt at diskutere politik – for min datter har en holdning, og det er bestemt ikke nødvendigvis den samme som min. Ikke desto mindre er den ret tit bedre funderet, end min holdning og jeg skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med.
Men når nu gaven ved at være forældre er så stor nu, så er det vel ikke underligt at ville have lyst til at tage en tur mere. Jeg har fået en ny mand. En ny familie. En nyt liv. Hvorfor ikke også et nyt barn?
Jeg er 44 år gammel. Og jeg elsker mit liv, som det er nu. Jeg ved, at bringer jeg et barn mere i verden, så er der rigtig mange ting, der vil ændre sig. Først og fremmest vil dynamikken imellem min mand og jeg ændre sig. Som “sammenbragt familie” er udfordringer i forvejen – udfordringer, som vi tackler imponerende godt i vores familie. Ikke desto mindre: Jeg bor sammen med to børn, der ikke er født af mig – og min mand bor sammen med et barn, som ikke er hans. Det kan ikke undgå at skabe følelser indimellem. Dynamikken er fantastisk god idag. Vi er rørende enige om 99,5% af al børneopdragelse og støtter hinanden fantastisk. Men et barn mere i spillet, vil give endnu en “fløj”. Nu har vi “hans børn” og vi har “mine børn” – hvis vi så får een sammen… så er 3. fløj skabt “vores barn”.
Anden grund – som er en af de vægtigste for mig, er mine børn og hans børn. Det er svært at være skilsmissebarn. Der er følelser i bagagen, der skal have plads og tid. Når så stedmor – og stedfar dukker op, så kommer der endnu flere følelser. Det er et super kompliceret spil at få alle brikker til at passe sammen: At han holder af min søn. At jeg holder af hans sønner – og at sønnerne imellem hinanden holder bare lidt af hinanden.
Prøv at drysse peber i en tallerken med vand. Prøv herefter at dryppe een eneste dråbe opvaskemiddel ind i midten – og se, hvordan al peberet med øjeblikkelig virkning forsvinder fra midten – og lægger sig som små klumper i kanten.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de øvrige børn i familien, vil få det hårdt med et barn mere. Lige nu er “alle lige”. Man har een rigtig forælder i huset. Kommer der en bror, så er der een, der er noget, de andre ikke er. Een, der hører mere til end alle andre.
Ingen børn i verden hører mere til end nogen andre. Og ingen børn skal udfordres på den følelse – ihvertfald ikke i vores hjem.
Og så egotripperen? Jeg kan cykle hjem hver dag. Jeg kan bruge 2 timer af mit liv hver eneste dag helt og aldeles på mig selv – uden en tanke om børn, familie eller noget som helst andet. Det er der plads til. Det er der ro til. En gang om året kan min mand og jeg tage på vores bryllupsrejse. Det er der plads til. Det er der ro til.
Min rolle idag er et resultat af mange års hårdt arbejde: Min rolle er at være mentor for min søn – og datter (lidt endnu) og at betragte og beundrer dem efterhånden som de indtager verden på netop deres måde. Min rolle er, at være hende, der skal ikke kan lade være med at elske dem – for altid. Men også hende, der nu har tid og overskud til at elske sig selv – og ikke mindst pleje sig selv.
Så jeg nyder den lille prinsesse. Jeg dufter til hende og jeg smiler og rækker tunge af hende. Og jeg skrifter også gerne en ble eller tre. Men jeg skal ikke selv have flere – og den viden giver mig en ro og en accept af, at en vigtig del af mit liv nu har formet sig – og jeg er klar til næste del af mit liv.