Tredeling af magten

I Danmark benytter vi os af tre-delingen af magten. Der er den udøvende magt, den dømmende magt og og lovgivende magt.

Jeg forstod godt pricippet, da jeg fik i folkeskolen, og min lærer meget grafisk tegnede de tre kasser på tavlen. Den lovgivende magt, der laver lovene. Den udøvende magt, der kigger efter når de mener den ikke overholdes – og den dømmende, der i sidste instans kobler forbrydelsen op mod den lov den lovgivende magt, har lagt som grundlag. Ved at skille de tre, er systemet mest muligt retfædigt. Loven laves først – forbryderen findes – og dømmes. Hvis vi først fange forbryderen – og derefter laver loven om, fordi vi rigtig meget ikke kan lide lige præcis DENNE idiot – så er det jo ikke retfædigt overfor ham. Hvis vi vælger at man kan skrive lovene om efter “stemningen” lige nu og her – så lever vi reelt i en bananreplublik, hvor både du og jeg lige om lidt kan stilles for en dommer, for en lovovertrædelse, der ikke fandtes, da vi begik handlingen!

Ikke desto mindre er der sket en sammenblandning, så det BATTER. Den Lovgivende magt er på valg hele tiden – og derfor er de helt og aldeles afhængige af vores – din og min – mening i det daglige. De er afhængig af, at de ser ud som om de er “retfærdige” og “forstår, når folket taler”. Det gode er jo så, at eftersom de kun laver lovene, så er det ikke dem, der skal dømme de mennesker, der begår kriminaliteten. Det har vi dommerne til at gøre. De kan alene bestemme at straffen generelt skal skærpes.

Den lovgivende forsamling er nu blevet så “oppe på beatet” at de hver gang, der opstår en sag i medierne, vil gøre “noget” overfor en tilfældig forbryder.

For nyligt var der Tvindsagen. Amdi har i årevis været dømt af vores folketng, som værende en forbryder. Problemet er så bare nu, at domstolene siger, at indenfor den gældende lovgivning (som folketinget jo alt andet lige er ansvarlig for) så er Amdi IKKE en forbryder. Det har ikke kunne bevises, at han har brudt de love, de folketingsmedlemmer, som har dømt Amdi, selv har vedtaget!

For mig er udviklingen uhyggelig. Jeg går ind for strengere straffe for pædofili – men jeg går ikke ind for at “Rudy Frederiksen” skal have en strengere straf, for det han har gjort, alene fordi han har været i medierne og der har rejst sig en folkebevægelse imod ham. Han skal have samme straf, som han skulle have haft, hvis han aldrig var blevet nævnt med et ord i en avis!

Jeg går ikke ind for, at vi kræver af vores lovgivende forsamling, at straffene skal skærpes i forhold til “personlige” forbrydelser. Vold, sexkrænkelser mv. er uacceptabelt – men jeg går ikke ind for, at de sølle mænd, der har forgrebet sig på pigen i Tønder, skal have en størrer straf, alene fordi de bliver nævnt i TV-avisen dagligt! Hvad så med de krænkere, der aldrig bliver nævnt med et ord i nyhederne? Skal de have lov at få mindre straffe? Er deres forbrydelser mindre?

Hvem er det, vi vil have skal dømme i vores demokrati? Vil vi have, at det er domstolene.. med deraf følgende procedurer – eller vil vi have det er medierne, der skal dømme folk?

Domstolene tager udgangspunkt i at finde “sandheden”. Den er svær at finde – og derfor starter man med at tage udgangspunkt i, at den sigtede er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Udgangspunktet er retfærdighed – overfor ofre – og overfor gerningsmand.

Medierne tager udgangspunkt i, at de skal sælge aviser. Et maksimalt antal af seer/læser/lyttere er målet. Det siger sig selv, at medierne ikke – i samme grad som domstolene – er interesseret i “sandheden”. De er interesseret i, at få formidlet en “god historie” som folk mener er læseværdig. Medierne er i bund og grund ligeglade med både ofre og gerningsmand.

Jeg er utryg ved udviklingen. Ja – lad os sparke til den lovgivende forsamling. Lad os ruske liv i dem – og få dem til at skærpe de straffe, vi mener er for milde. De underskrift indsamlingerne, vil jeg gerne støtte.

Med lad for gud skyld være med at skrive under på, hvad DU ønsker en navngiven gerningsmand skal have af straf, alene ud fra mediernes dækning af sagen!

Det er ikke på nogen måde udtryk for retfærdighed! Når vi alligevel får lyst til at skrive under på at “Rudy skal 20 år i fængelse” er det ikke et udtryk for, hvad manden har fortjent – men alene et udtryk for, at historien blev formidlet på en måde, at den satte sindene i kog. Lad dommeren dømme ham!