Der er noget, jeg ikke forstår.

I Danmark har vi ligestilling. For mig betyder det en ligestilling af kønnene og noget, jeg anser som værende utrolig vigtigt. Mænd og kvinder har lige rettigheder. Og der er mange steder endnu, hvor kvinderne endnu kun er på vej ind på arbejdsmarkedet. Hvor de endnu ikke har fået den magt, de skal have, for at ligestilligen er reel.

Det er så lige med undtagelse af børneområdet, hvor verden er vendt på hoved:

For kvinder er det ikke strafbart at tage det kondom, manden har brugt ved det fælles samleje, og hælde indholdet af det ud i sin skede – og dermed foretage en insemination af sig selv.

For mænd betyder det, at han efterfølgende skal være far også juridisk. At han skal betale børnepenge i 18 år og at han konstant skal finde sig i det, kvinden stiller ham i udsigt f.eks. af samvær. Han har ingen ankemuligheder, ingen medbestemmelse. Ingen muligheder for at ændre på situationen.

Kvinden har en mindre hær af mulige præventionsmuligheder helt generelt: pessar, p-piller, p-stav og spiral. Dertil kommer, at hun kender sin egen krop og derfor også er foran på point i forhold til, “hvad tid, det er på måneden”.

Mænd har to muligheder: Gummi eller sterilisation. “Og hvis gummiet springer eller på anden måde smutter, så må han acceptere konsekvenserne. Det er kun rimeligt”

For kvinder er det ikke strafbart at lyve under akten og kommer til at sige: “Jeg er på p-piller”. Og når hun efterfølgende måske/måske ikke er blevet gravid, fordi det var løgn, en fortalelse eller en overdrivelse, har hun valgene: Fortrydelses-pillen (inden hun ved, om hun er gravid), abort, adoption eller at beholde barnet. Hun har alle muligheder – og beholder hun barnet, kan hun med loven i hånden, komme efter “farmand” og opkræve ham penge.

Mænd er bare “suckers”, der jo burde have brugt gummi, uanset hvad hun sagde! Og hvis man kan sige A, må man også sige B. Det vildeste vi kan komme til, i forhold til mandens ret er, at han kan tillade sig at købe en fortrydelsespille til kvinden og spørge, om hun vil tage den. Hvis han snyder den i hende, er det et overgreb, han kan blive straffet for (Og her er jeg helt på lovens side! Naturligvis er der ingen, der har ret til at gøre noget ved den andens krop uden samtykke og accept – og det er uanset, om man er mand eller kvinde).

Overgrebene over mændene fortsætter. Børnepenge er noget, de skal betale, uanset om de kan eller ej. Og staten går gerne ind og tager pengene af deres løn, hvis de ikke selv hoster op med pengene. Omvendt har de ingen rettigheder. Samvær er noget, de skal kæmpe sig til – og som afhænger meget af mors gode vilje. At få lov ligefrem at opdrage barnet, er en sagablot – med mindre han gør, som kvinden beder ham om.

Jeg anerkender helt og aldeles, at kvinderne skal have lov at bestemme over egen krop. Jeg vil ikke tage rettigheder fra hende – og jeg vil aldrig påtvinge hende en abort. Men hvis vi ikke vil påtvinge kvinden en abort, hvorfor vil vi så godt påtvinge manden et fædreskab – økonomisk og juridisk?

Hvorfor er det synd for kvinden ? Men “bare ærgeligt” for manden?

 

 

/ Frøperspektiv, Råt for usødet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *