Projekt børn

Børn er ikke længere noget, man får på sin vej gennem livet. Noget, der “bare er der”. Børn er ikke længere dem, der “nok ses, men ikke høres”. Idag er det at få børn et projekt, hvis lige ikke ikke findes!

Det er ikke sådan længere, at vi definerer vores børn. Idag er det i høj grad vores børn, der definerer os. Opfører de sig ordentligt? Taler de pænt? Er de glade og velbalanceret? Hvordan klarer de sig socialt? I skolen? Alt det falder tilbage på os som forældre.

Vores børn er blevet vores personlige omvandrende reklamesøjle. For børn er idag mere et projekt, end det nogensinde har været.

Min fars mor gik hjemme. Man kan allerede fornemme det rødternede forklæde og de lune nybagte boller. Men sandheden er at hun nærmest ikke så sine børn. Det havde hun da ikke tid til, med alt det, der var at lave hjemme!! Hvordan skulle hun kunne vaske tøjet, sørge for hjemmet, lave mad og pleje min farfar, hvis hun også skulle bruge en time eller to på at lege med ungerne?

Idag har vi opvaskemaskine, vaskemaskine og alverdens andre vidundermaskiner, der kan give os den tid, vores forfædre ikke have. Og den skal – uanset hvor anmasende og stridt det er – gives til børnene.

Som sådan er det jo alle tiders. Vi har langt mere kvalitetstid med vores unger. Vi oplever i langt højere grad vores unger – end tidligere generationer. Opdragelsen tager ikke længere udgangspunkt i, at man skal holde mund og være usynlig, fordi de voksne skal have tid for dem selv. Idag tager opdragelsen udgangspunkt i, at børn skal udvikle sig. At de skal blive hele mennesker med et perfekt udgangspunkt, når de ønsker at komme videre i livet.

Kernen af denne sandhed elsker jeg. Jeg elsker det faktum, at jeg har tid og lyst til at gå en LANG tur med Jonathan – og snakke om tog og togskinner i det uendelige – uden at skulle skele til, at der er mad der skal laves – og pligter, der skal overståes.

Men..

Da min datter gik i børnehaveklasse, blev vi kaldt til forældresamtale. Foran os lå et evalueringskema m.ht. vores datter. Skemaet indeholdte ord som:

Voldsom ……………………..normal …………………………stille
oversocial…………………….normal……………………….. genert
overmodig…………………….normal…………………………forsigtig

Jeg blev rasende. Der var gudskelov ikke sat nogen “krydser” i min datters skema.. For er det virkelig, det vi alle sigter efter?? At blive “normal”? Og hvem definerer nøjagtigt HVOR genert eller overmodig man skal være, før det afviger væsentligt eller lidt fra normalen? Er der ikke grænser for, hvormeget vi skal få vores børn til at ligne alle de andre? Eller er der virkeligt et “mønsterbarn” – som burde være sådan alle vores børn er? Og når vores barn ikke rammer – betyder det så igen, at projekt børn mislykkes? At vi ikke evnede opgaven – at vi dumpede projektet?

Bliver man virkelig et ulykkeligt menneske, alene fordi man er mere genert eller voldsommere en gennemsnittet?

Mit barn er et barn – ikke et projekt. Mit barn skal have erfaringer. Indimellem oplever hun at mor og far skændes. Indimellem er hun upopulær i skolen. Indimellem falder skolearbejdet hende svært. Indimellem har hun alle tiders dag med sine forældre -og indimellem forsvinder hun en hel dag, fordi hun “lige skal lege i gården”. Jeg KAN ikke beskytte hende (og ham) fra livet. Uanset hvor gerne jeg ville. Jeg kan prøve at ruste dem bedst muligt til det.. Jeg kan elske dem så meget, at de aldrig er i tvivl om, at der altid er et blødt sted at falde – men jeg kan ikke definerer mig selv ud fra mine børns “vellykkede” eller “knap så vellykkede” evner.