At droppe kulhydraterne ved jeg, fra sidst jeg arbejdede med det, faktisk slet ikke er så svært, når man først er der. For alternativerne er god og lækre – og selv sådan noget som kager og guf er til at komme i nærheden af, bare man finder varianterne uden sukker og mel.
Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at have fornemmelsen i kroppen af “den allersidste smøg” .. “De sidste kulhydrater.”
I aften skal min mand og jeg ud og spise. Det er hans julegave til mig. Og det bliver næst-sidste omgang “fri kulhydratspisning” – før jeg stopper helt. Jeg glæder mig rigtig meget til maden og hyggen i aften – men jeg bliver også nødt til at være ærlig: Der er også en vis portion: “De sidste kulhydrater i mit liv” .. agtig stemning over det.
Da jeg stoppede med at ryge for omkring 20 år siden var forherligelsen af den der sidste smøg. Det, der sidste krads af nikotin i kroppen, var noget, jeg indimellem fik sat op på en pedistal. Jeg fik ophævet det til noget mindeværdigt, der nærmest skulle i glas og ramme. Problemet med den indgangsvinkel er klart, at man forherliger det, man ønsker at gå væk fra.
Men er det helt muligt at lade være?
Jeg ved godt, hvad kulhydrater gør ved min krop. Jeg er der. Jeg kan se det i spejlet – og jeg har adskillige små udfordringer på andre områder, som jeg ved handler om sukkerindtag. Men jeg er ikke helt der, hvor jeg endnu kan sige: “Jeg vil aldrig spise sukker igen”.
Jeg håber, at min indgangsvinkel kan hjælpe mig: Det er ikke resten af livet. Det er i første omgang 365 dage. Om 365 dage må jeg så genoverveje, om jeg vil have sukkeren tilbage i mit liv, eller om jeg foretrækker at leve sukkerfrit fortsat – og dermed fortsætte med at nyde fordelene. Hvis jeg til den tid har tabt mig f.eks. 20 kg, ved jeg jo godt selv nu, at motivationen til at fortsætte min nye livsstil, nok er større, end at hoppe fra igen – og igen igen igen tage 25 kg på.