Jeg har ikke tabt mig de sidste mange måneder. Men jeg har heller ikke taget på. Og jeg stortrives på LCHF. Ikke en gang har jeg overvejet at træde ved siden af. Det er nemt overskueligt og vigtigst af alt: Jeg går mæt i seng. For mig er det helt vildt: At spise sig mæt – og ikke tage på!
Ingen roser uden torne! Min datter er medicinstuderende og følger mit projekt på afstand. Og så støvsuger hun vidensmarkedet for viden omkring LCHF. De første ting hun sendte mig var fantastiske: Der var nærmest ikke det, LCHF ikke kunne hjælpe for – og nu var det ligefrem videnskabeligt bevist. Så jeg gik på med krum hals. Igår sendte hun mig så linket til en videnskabelig undersøgelse, der gjorde, at jeg lige måtte trække vejret gennem næsen nogle gange – og synke spyttet
http://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371%2Fjournal.pone.0055030
Der er ubetinget en overdødeligehed blandt mennesker, der holder igen på kulhydraterne – og i stedet spiser andre makronæringsstoffer. Og straks tænker jeg, at jeg må droppe dette helt! For jeg vil jo ikke dø! Undersøgelsen fylder meget i mig. For jeg følte faktisk, at det jeg gjorde, var godt for min krop og mig.
Men overdødelighed i forhold til hvad?
For alternativet er jo ikke, at jeg spiser gulerødder og holder mig fra fedt. Det har jeg bevist overfor mig selv så mange gange – at det kan jeg ganske enkelt ikke holde til. Alternativet er, at jeg spiser kager og is og aftensmad i for store mængder. Alternativet er, at jeg bliver endnu størrer – med deraf endnu større risiko for alle de faktorer, der spiller ind, når jeg er overvægtig. Alternativet er, at der er en endnu større sandsynlighed for, at jeg dør af min overvægt.
Jeg tager en tur forbi lægen og får klarlagt hvor mit kolesteroltal ligger henne. Er det fortsat for højt, må jeg i noget behandling – og overveje, hvad jeg så gør. Indtil da gør jeg som jeg plejer. Spiser fedt og massere af grøntsager. Og mest af alt: Nyder at jeg har maden og vægten under kontrol.
Og billedet på dette indlæg? Det er min aftensmad fra igår – som min aftensmad nu ser ud – regnbuesalat med tahirdressing og hasselnødder – og dertil en go kotelet.