Jeg overvejer seriøst indimellem, om der er noget galt med mig. Jeg evner at lægge ting steder, hvor jeg nærmest aldrig igen vil kunne finde dem. Og dermed har jeg indimellem morgner som forleden. Jeg er ikke kommet ud af sengen, før jeg mangler min pulsmåler. Og min BH? Jeg ved, jeg så den ren igår – men nu er den ikke på plads? Og når jeg forsøger at juice min morgenjuice mangler ingefæren – og uden den … så smager skidtet altså mest af mast agurk. Og når jeg så – 15 minutter for sent – endelig er på vej ud af døren, så kan jeg ikke finde min sko.
Seriøst: Hvordan kan det lade sig gøre for noget menneske, at miste sine sko? Man kommer ind af døren. Man tager skoene af. Nu står skoene lige indenfor døren. Men, af for mig uvisse årsager, så foretrækker jeg tilsyneladende at holde skoene på, gå rundt i hele huset og lede efter det sted i huset, hvor der er mindst sandsynlighed for, at jeg kan finde dem igen – og så smider jeg først skoene der. Ahhhhhh – så er vi hjemme???
Frustration var tommetyk i bilen. Hold nu op, hvor havde jeg slet ikke behov for at komme på arbejde. Ideen om dagens start – og om hvordan dagen garanteret ville fortsætte, gjorde mig 5 cm kortere – og meget træt i ansigtet.
Men nu er det jo immervæk sådan, at når jeg kommer frem til min mands arbejde i Hvidovre, så står min cykel der. Og foran mig er 8 km, som, uanset hvor sur og irriteret, jeg måtte være, så skal de forceres.
Og så er det magien indtræffer. Jeg tror ikke rigtig, jeg har forstået hvordan. Men noget med, at frustrationerne gør, at man tramper noget hårdere i pedalerne. Det sætter farten på cyklen op, og pludselig glider man overfor grønt, alle de steder, hvor man plejer at skulle stoppe op. På en eller anden måde, formår man at glide forbi alle de andre, så man kan cykle i nøjagtigt det tempo, der føles allerbedst. Alt imens man kan se på køen af biler, der ikke rykker sig ud af stedet. Noget med at pulsen og bevægelserne ligesom går i et. Følelsen af kroppen, der bliver brugt og enormt gerne vil. Ilten rundt i blodet – og blæsten i håret.
Og inden man ved af det, er de 8 km forceret – i rekordfart.
Og vagterne på jobbet mødes med et strålende og dybtment smil og et “Godmorgen”.
Dagen har pludselig fået en helt anden farve.