Jonathan var oppe hel til kl. 2:15 – først i klapvognen på vej hjem, drattede han omkuld. Da klokken var 0:30 var far ude og fyre sin raketter af.. Guldraketter – for ligesom at tage forskud på hemmeligheder 😉 Og Jonathan sad på min arm med hovedet mod mit bryst. Tæt tæt ind til mig. Hans øjne lyste…
Read moreKatastrofen, der langsomt krøb ind under huden
Katastrofen bliver værrer og værrer. Hver gang man tænker “Nu kan det ikke blive værre” bliver tabstallene endnu højere. Fra 3.000 til 123.000. Tallene er så høje, at man ikke kan begribe dem. Selvom om man satte sg ned og talte nu, så ville man være meget meget lang tid om at komme så langt.. Og…
Read more