Joe Santrianis medfødte ekstra organ

Stakkels Joe Satrianis mor. Det må have været en hård fødsel.

For der er ingen tvivl om, at Joe Satriani er født med en guitar om halsen – som et ekstra organ udviklet af hans Y-kromosoner. Det må både have været en kantet og larmende affære.

Hvad tiden så har givet Joe Satriani i forhold til, hvad sådan et ekstra organ kan bruges til, er et studie i sig selv. For den medfødte guitar er blevet et for ham, kombineret stemmebånd og kønsorgan på en og samme tid. Et kønsorgan til massesuggetion – vel og mærket.

Han forførte os på scenen – de i to timer i Amager Bio. Og indimellem var det svært at se, hvem der fik mest ud af det: Ham selv – eller os.

Jeg har altid drømt om, at kunne komme med den ultimative beskrivelse af sex. Men mit redskab er ord – og bruger man ord, til at beskrive sex – den ultimative oplevelse – bliver det enten pornografisk og perverst – eller overromantisk. Jeg synes aldrig at kunne ramme nøjagtigt, hvordan sammensmeltningen af to mennesker – og den berusende følelse af at være i eét med egne sanser, reelt føles.

Det er fordi ord er fattige. Ord kan kun bruges til et bestemt punkt – og ikke længere. Nogen ting skal beskrives i form af hvordan blodet ruller i årerne, hvordan mellemgulvet hamrer løs og hvordan gåsehuden vokser frem på armene. Og det er nøjagtig her Joe Satriani kan bruges sit ekstra medfødte guitarorgan. For han rammer noget, ord ikke kan – i hans ordløse musik. Hans guitar taler et sprog alle øjeblikkeligt forstår – selvom de ikke evner at svare. Og dermed kan jeg indlede min kærlighedsaffære med manden. Han viser mig ganske enkelt hvor grænsen går imellem hvad ord kan – og hvor musikken må tage over.

Men som erhvert andet kærlighedsforhold, handler det bestemt ikke kun om sex. Ud af Joe’s guitar strømmer også alle de andre følelser, der er så uendelig svære at sætte ord på. Sorg, frustration, kærlighed, drillerier, vrede, aggreation og ikke mindst lykke. Dermed blev koncerten med ham en gang fitness for sjælen.

Mit favoritnummer for aftnen var, da han spillede det forholdsvis stille nummer “Cry”. Det rørte ting i mig, jeg ikke anede, jeg indeholdte.

Og forførelsen endte i ekstranummeret, hvor han inviterede os andre til at deltage i hans orgie af lyd og pumpende blod i årerne. Aldrig før har jeg sunget med på en guitarsang uden ord. Men det gjorde den tætpakkede amager bio i går aftes uden besvær. Joe drillede os – og vi svarede ham.

Tilbage er mine koncert-øre. Det er mange år siden, jeg sidst har været til rockkoncert – og dermed havde jeg ikke fået mine ørepropper med. Det kan mærkes i hovedet i dag. En osteklokke har overtaget i mit hoved. Men forsvinder osteklokken igen indenfor det næste døgns tid eller to, må jeg tilstå, at koncerten med Joe er hver eneste afbrændte fimrehår værd.