Det værste er sådan set ikke at tage på, når man spiser kage og nyder livet – og gør alt det, man godt ved, man skal lave være med.
Det værste er, at spise, fuldkommen som man skal. Sige nej igen og igen. At være den eneste ud af 10 mennesker, der ikke tager en bolle under pølsen.. Så når jeg spiser den, er det med fingrerne, for der er ingen gaffel. Eller at være den eneste blandt 10, der siger “Nej tak” til citronfromagen, selv da to velmenene gæster nærmest hældte en portion op: “En lille smule skader ikke..”
Jeg er udenfor, anderledes. Og jeg skal undvære alt det, man mest af alt har lyst til at sige “ja tak” til. Og så stige på vægten – morgen efter morgen – med den samme besked: Du har igen taget 100-200 g på.
Og ideen om at mere kontrol, gør at det bliver bedre, holder ikke. Ikke desto mindre er det det eneste håndtag at hive fat i, mens jeg bare glider.
Men jeg giver mig ikke. Jeg stopper ikke. Jeg bliver ved. Jeg tager det år, jeg havde lovet mig selv. Og om jeg tager resten af livet, tror jeg også selv mere og mere på. For dette giver bedre mening for mig, end alt andet, jeg har forsøgt.
Den reelle grund til, at kroppen holder på alt, hvad den kan, er en helt anden en kosten: Den holder på alt, fordi min krop er stresset, fordi min krop er fuld af fremmed hormonsammensætninger og så ikke mindst: Fordi jeg er deprimeret. Ikke sådan depressionsagtigt – men jeg er bestemt ikke flink ved mig selv. Og desto mere, jeg hader mig selv, desto mere stiger vægten. Den negative spiral er født.
Det er i virkeligheden grotesk. Hvor mange mennesker kender du, der har kunne holde 5 måneder, uden noget, der minder om sukker? Uden een eneste gang at spise et stykke brød eller tage lidt pasta? Jeg har al mulig grund til at være skide stolt af mig selv og min vedholdenhed. Hver eneste dag gør jeg noget, de færreste ville kunne klare. Men det er ikke min gerning, der definerer succes eller fallit. Det er min vægt. Og den vil ikke, som jeg vil.
Men når jeg lytter rundt omkring, siger alle det samme: “Antallet af kalorier ind – antallet af kalorier ud”. Regnestykket fremstilles simpelt.
Men håndtaget, jeg tager fat i, er total selvkontrol – ned til mindste gram.
Antal af kalorier ind minus antal kalorier ud. Så lader vi som om det virker, men jeg hader mig selv lidt mere.