Mæt. Det er et underligt ord. Men et ord, der i store træk er forskellen på “tyk” og “tynd”.
Jeg har tabt mig adskillige gange ved at tælle kalorier. Maks 1600 kcal om dagen. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er 1600 kcal ikke meget om dagen. Helt fast gik jeg sulten i seng. Helt fast blev jeg ikke “mæt” når jeg spiste. Og for hver dag, jeg sultede mig selv, gik jeg lidt længere væk fra det kroppen selv kan: Nemlig at definere en stopklods. Men når jeg tvinger min krop til undvære i tide og utide, så er det klart: Når der så igen er mulighed for kalorieindtag, så er stopklodsen væk.
Problemet, for mig, er gammelt. Og det er nemmere at se nu. Jeg har aldrig rigtig kunne finde ud af at være “mæt”. Mæt er mest et udtryk for, at jeg ligger og ruller rundt og har ondt i maven. Men det er jo slet ikke der, “mæt” er. Og det er det, der er så fantastisk med LCHF. Med den mad, jeg spiser nu. For prøv at forestille dig, at overspise i smør – eller fløde. Det kan man ikke. Det er ganske enkelt for kvalmt.
Jeg spiser tonsvis af grøntsager. Og forholdsvis meget kød. Og jo så spiser jeg fedt. Og fedten giver mig noget, jeg aldrig har haft før: En naturlig stopklods. Ikke bare lidt – men helt. Når jeg ikke kan mere, så kan jeg SLET ikke mere. Og så går der TIMER, før jeg igen har appetit på mad.
Før spiste jeg let 4-5 tallerkner med brunchmad. Idag var vi afsted – og jeg forsøgte mig med tallerken nummer to.. men måtte give op halvvejs. Det er en underlig følelse at sidde og se på maden og vide, at jeg KAN ikke mere. Uanset om jeg har lyst, uanset om jeg synes det smager fantastisk: Der kan ikke komme mere ned. Og det er ikke fordi jeg ruller rundt på sofaen og har ondt i maven. Langt, langt fra. Mængden af mad, jeg har spist, er måske bare 1/3 af, hvad jeg normalt spiser. Men jeg er bare MÆT.
Jo mere jeg tænker over det, jo klarer bliver det for mig, at “mæt” er en af forskellen mellem overvægtige og mennesker uden vægtudfordringer.
Nu er klokken ved at være 17:30. Vi blev færdige med vores brunch kl. 11 og har ikke spist siden. Vi har ligefrem gået tur i 3½ time. Manden er sulten og vil have bøffer nu. Jeg har slet ikke genfundet min appetit endnu. Jeg håber lidt, jeg får lidt appetit – for hvis jeg ikke får lidt mad her til aften, så ved jeg, jeg kommer til at være sulten i nat – og jeg gider ikke ligge og forsøge at sove med en rumlende mave.
Jeg er så hulens taknemmelig for “mæt”.