Vi tog alle sammen en pjækdag igår.. En dag, hvor vi bare skulle nyde hinanden – i Tivoli.
Og for første gang nogensinde har jeg været i Tivoli uden at føle mig rippet totalt.. Skøn fornemmelse. Indgangen inkl. turpas kostede 100 kr pr. person. Det var så rimeligt at både mor og mormor fik et turpas – og så naturligvis den meget højthoppende datter… der i ren iver dårligt havde tid til at stikke hånden ind i hullet, så hun kunne på passet på.
Det er også første gang, jeg har været i juletivoli, hvor der har været til at holde ud af være. Det var sådan set også derfor vi pjækkede – for vi var klar over, at hvis vi først kom kl. 15, så var ballet forbi.
Da vi kom klokken lidt i 12, var der kun dagplejemødre, plejehjemsrullestolsabboniner og svenskere.. Alle kategorier var lige søde – dog var der lettere trængsel – for det virkede som om der ikke var et eneste menneske uden "noget foran" – om det var en barnevogn, en klapvogn, en rollator eller en kørestol var underordnet. Eftersom der ikke var alt for meget trængsel, havde alle overskud til at tage hensyn – og man havde selv overskud til at smile overbærende selv om det var 8. gang, man blev påkørt af et af overnævnte køretøjer.
Datteren kastede sig med stor jubel ud i forlystelserne og fordi mormor var med, kunne mor tage med på mange af turene.. eller mormor kunne.. Så alt i alt var det meget lidt hun prøvede helt selv. Det var hyggeligt at sidde i veteranbilerne og småskændes over, at hun ikke havde kørekort, og at hun altså ikke drejede skarpt nok.
Jeg elsker, når jeg kan få lokket hende til noget, hvor hun overskrider sine egne grænser. Det blev tilfældet ved det første tårn, der er placeret foran Pantomineteateret. Der skal man selv hive sig op i et reb, og så give slip – og nyde turen ned. Der er måske 5 eller 6 meter op til toppen – men når man selv er 1,25 m, så er det altså MEGET.. så første tur blev en tur, hvor vi kom ca. ½ op i tårnet – måske lidt mere.. Men hver gang jeg ville lidt højere op, brokkede datteren sig..
Anden gang vi tog derop, fik jeg datteren til at lukke øjnene på vejen op – og så tog jeg ellers og hev os en meter eller to højere op end jeg vidste, hun ville. Da hun åbnede øjnene, blev hun positivt overrasket. "Altså mor – jeg er slet ikke bange" – og så kunne jeg smilende give slip på tovet og lade og "suse" mod jorden.
Sidste gang vi tog derop var det datteren selv, der hev os HELT op til toppen – og jublende lod hænderne hænge over hovedet – mens hun hylede af fryd – og moren sad ved siden af med den der varme følelse i maven af kærlighed og lykke over, at eens barn kan lidt mere..
Jonathan havde også en dejlig Tivolitur. Hans sad primært i sin barnvogn og betragtede sin dejlige storesøster – hvilket han helt sikkert langt hen af vejen var godt tilfreds med.
Mormor "arbejder" lidt med ham, hver gang hun er her. Hun vil havde, at han selv rækker hænderne op mod hende, når han vil over til hende – og så vil hun lærer ham at vinke.. Og det med vinkeriet gav bonus igår. Datteren var på en karrusel – og derfor måtte vi jo vinke til hende igen og igen.. HUn blev jo VED med at forsvinde – og da mormor havde holdt hans lille arm og vinket med den de første 10 gange, tog hun den ikke mere… gangen efter vinkede han selv.. Der var ikke et øje tørt – og mor her har taget intet mindre end 10 billeder af den dygtige søn, der LIGE FØR har vinket til sin storesøster for første gang i sit liv..
Om Jonahtan selv har nogen ide om, hvad der skete – eller om han bare trængte til at ryste armen lidt – melder historien ikke noget om.