Som singel – eller bare et par uden børn, er perfektion en tilstand, man selv kan og skal skabe. Man kan styre begivenhederns gang ned til meget små detaljer – og gør man sig umage nok, er perfektionen skabt..
Hvad mener jeg med det? Man kan planlægge et bryllup – f.eks. Man kan sørge for alle detaljer. Forlover, brudepige, blomster, den skønneste mad, kagen.. Man kan sørge for det hele – sætte hak efterhånden som tingene er købt og lavet. Når dagen kommer, kan man derefter være det perfekte brudepar.. Gøre alle de rigtige ting. Holde de rigtige taler, sige de rigtige ting. Tale fra hjertet – og tale for sine gæster. Når man ikke har børn, kan man skabe de perfekte rammer – udfylde dem, og dermed skabe perfektion.
Problemet med den indstilling til perfektion er, at man banker sig selv oven i hovedet hvis noget "går galt" – hvis tingene ikke ender med at være, præcis som de er nedfældet på det papir, man har planlagt det hele på.
Når man har børn, tror jeg, man får et andet syn på perfektion. For perfektion handler også meget om tilfældigheder. Man kan planlægge og organiserer – men hvis den lille skal have skiftet ble, når man skal ud af døren,- og man dermed kommer 10 minutter for sent – ja,- så er det bare sådan.
Jeg kan idag se, at perfektion handler i langt højere grad om tilfældigheder. Perfektion er en tilstand – lidt lige som lykke – hvor alt bare klapper. Man kan arbejde sig derhen ved at forberede sig bedst muligt, men når alt kommer til alt er det de sidste 10% af tilfældigheder, der virkelige gør, om noget er "perfekt". Perfektionen opstår i en følelse af samhørighed, opnåelse af noget mere, end det man kom for – en positiv synergieffekt.
Min veninde var trist på sin brudenat – fordi hun – kl. 3:00 – ikke kunne mere – og måtte lægge sig. Inden da havde hun og hendes nykomne mand skabt en fest, som havde sammenført mennesker fra alle egne af verden. En fest, hvor alle følte sig velkomne og i DEN grad forkælet. Festen var så meget i brudeparrets ånd.. Deres forkærlighed for gourmetmad var åbenlys. Deres fantastiske sans for detaljer var overvældende. Festen var ufattelig smuk og god.. Og alligevel var bruden ked af, at den ikke var perfekt.
Og så er det, jeg føler mig "lidt klogere" – for hvordan kan en fest, der i alle sammenhænge glider på skinner – hvor alle er lykkelige og oplever stor skønhed. Hvordan kan man definerer det som "ikke perfekt" – fordi bruden ikke lige orker at skære en kage for? For mig at se, var det det perfekte bryllup. Et bryllup, der kryber ind i sjælen på min datter, min kæreste og mig selv i lang tid – for det var en kæmpe oplevelse.
Perfektion kan ikke nedfældes på et stykke papir – perfektion er den tilstand for det hele lykkes – dels fordi det er godt planlagt,- men også fordi tilfældighederne vil det. Og det bryllup vi lige har været til var PERFEKT.