Jeg ER blevet færdig med min John Irving: Indtil jeg finder dig.
Men jeg synes nu den var sej at komme igennem, for at være ærlig. Jeg havde svært ved at finde de skæve vinkler, som jeg normalt elsker John Irving for.. Og måske var det også fordi temaet i bogen, faldt mig meget for brystet.
Jack vokser op hos sin mor. Han starter med at rejse Europa rundt for at finde sin far – sammen med sin mor – på et tidspunkt, hvor han kun er 4 år gammel. I følge hans mor, så har Jacks far et ansvar for Jack – alene fordi han har været med til at sætte ham i verden.
Efterfølgende vokser Jack op. Han lærer at bryde – og han får et noget mystisk forhold til Emma – der er mange år ældre end ham. Hans mor og Emmas mor ender med at blive elskere - så Emma og Jack ender som en slags søskende. De bor sammen i mange år.
Jack tumler rundt i en verden af film og manuskribter. Han ønsker at slå igennem på det store lærred .. og det lykkes ham – særligt fordi han har en enestående evne til at spille transvistit. En evne, der allerede blev udviklet fra han var helt lille.
Gennem hele bogen ,er det en klar fornemmelse, at Jack skal have fundet ud af sit forhold til sin far. Det er klart meget hurtigt, at der ligger en masse usagte ting – og en masse løgne, der skal oprulles.. Og de bliver de.. Bare noget mindre spændende eller opsigtsvækkende, som jeg ellers havde forventet af John Irving.
Det er bestemt ikke en af de John Irving bøger, der bliver læst igen og igen herhjemme. Nu er jeg kommet igennem den. Det var en ok bog – men efter MIN mening var den ikke ret meget mere end det. Og det ærger mig – for det ligner ikke John Irving.
Der ligger jo en historie bag denne roman, i det Irving forsøger at fortælle sin egen historie, komme af med sin egen historie. Længslen efter en far og det misbrug han var udsat for som lille. Romanen har været meget vigtig for ham at få skrevet fortæller han i et interview. Jeg er selv meget spændt på at skulle læse den, kom 100 sider ind og var så nødtsaget til at læse noget andet der var mere presserende, men de 10 sider jeg læste synes jeg dog var gode, men ja, du har nok ret, det er ikke en typisk Irving, men så vidt jeg husker er det også selv noget han påpeger. Historien er meget mere alvorlig, og blev meget følelsesmæssig for ham, mere dyster.
Note: 100 sider….:-)
Og hvilken en er så din yndling?
Har selv læst og holder af “Æblemostreglementet” og “Enke i et år”…
Jeg nåede desværre aldrig at bliver færdig med den, før den skulle afleveres – en flytning og efterfølgende tilpasning kom i vejen. Jeg regner dog kraftigt med at låne den igen – til en ferie en gang.
Kram
“Enke i et år” er bestemt en favorit – men favoritten over den alle er og bliver “En bøn for Owen Meany”
Jeg kunne bestemt også godt lide “Barn af et Cirkus” og “Den fjerde hånd” hvorimod “Et ægteskab i 74-kilosklassen ” ikke lige var mig.
Det lyder meget rigtigt – at det er en mere selvbiografisk i form af det med at finde sine rødder – og forstå sin historie. Som sådan synes jeg også historien er “god nok” – Jeg havde bare forventet mere af selve episoderne..
Og måske er det alle overgrebene.. og det, han ikke selv anser som overgreb, men som jeg alligevel finder besynderligt (f.eks. Emmas hang til at holde om hans tissemand allerede fra han er meget lille… Det er i mine øjne også meget tæt på at være overgreb..)
Een af de ting, jeg godt kan lide ved bogen er karakteristikken af far og mor.. og nogen af personerne. Jeg kan lige se “Daughter Alice” for mig. Og hans far, der er blæknarkoman – med det ene musikstykke, der står over det næste. Nogen af personerne er godt beskrevet.. på en måde, så man ALDRIG ville gå forbi dem på gaden, uden at være helt klar over, hvem de var.
Mange hilsner
Pernille
Hvor er det fantastisk – vi er så ens og alligevel er vores verdener så forskellige. Jeg mangler de sidste ca. 100 sider af bogen og jeg har, til familiens store forundring, grinet højt og ofte. Ganske vist er det et grusomt tema. Misbrug kan og skal ALDRIG undskyldes, men det er vel netop det der kendetegner en tragisk komedie. Ved at le kan vi tale om og forhåbentlig komme igennem smerten?
Har I læst den engelske eller danske? Jeg er igang med dem – i dansk oversættelse, og jeg har da sjældent – om ikke aldrig – læst så dårlig en danskversion!
Sproget er så tyndt i oversættelsen og fyldt med fejl. Nu er det en gave, så jeg læser den igennem på dansk, men må nok indrømme at jeg overvejer at tage den på engelsk en anden gang.
Mvh.
Hej Holger.
Sprogets finesser er vitterlig en meget stor del af John Irvings forfatterskab. Jeg har ikke læst den engelske version – men når du siger det, lyder det som om det kan betale sig 🙂
Jeg tror bestemt ikke John Irving er verdens nemmeste at oversætte. Det kræver en oversætter med stor sans for sprogets finurligheder. Det kan godt være derfor jeg ikke faldt for den i lige så høj grad som nogen af hans andre bøger.
Så opfordringen er hermed taget til efterretning 🙂
med venlig hilsen
pernille
Jeg ved godt at det snart er 2 år siden der er blevet skrevet her, men må alligevel berette om min favorit John Irving.
Min absolutte yndlings-Irving er ‘Hotel New Hampshire’.. Jeg er helt forelsket i den og har været det siden jeg var omkring 13. Det er nu ca. 4 år siden, og siden den har jeg voldtaget hver eneste Irving.. Øhm, Jeg synes at Indtil Jeg Finder Dig er en fantastisk bog, og da især da jeg fandt ud af HVAD den egentlig handler om. Jeg mener, selvbiografisk.. Men tilgengæld faldt jeg aldrig helt for Verden Ifølge Garp som jeg selv synes er for lang og mangler handling.
Men John Irving er min litteratur-Gud. : D