Vi var på McD igår .
Der var en kæmpe legeplads – og sandsynligheden for at man har en meget utilfreds unge, er forbavsende høj. Utilfreds – fordi INGEN børn vil forlade området igen, når de først er igang med at lege.
En lille viljestærk mand på rundt regnet 3 år var endnu een af dem, der ikke lige mente, at det var rimeligt at mor og far tillod sig at fortælle, at nu skulle der altså spises og ikke leges. Og hans reaktion kom heller ikke bag på mig. Hans mor tog ham op i begge arme – så hun kunne se ham i øjnene mens hun fortalte ham, at nu skulle de altså spise.
Barnet kvitterede med at stikke mor en dobbelt lussing. Een klaskende hård ramte hver af hendes kinder. Hendes reaktion var at sætte sin søn ned på gulvet – og fortsætte med at forklare ham – noget så pædagogisk – at NU skulle de altså spise. Denne gang kvitterer sønnike med 3 gode spark på mors skinneben. Herefter gik han bare amok med at slå og sparke.
Jeg kan sagtens forstå lillemandens reaktion. Han er fustreret – og føler, han må reagerer. Vi har bestemt haft lignende situationer hjemme hos os. Det jeg ikke forstår er mor.
Mor stod bare og tog imod spark og slag. Hun sagde ikke noget – hun gjorde ikke noget.
Lillemanden fik bare lov at losse til MED støvler på.
Den var ikke gået hjemme hos os. Hvis Jonathan gør noget sådan, bliver han stoppet – om jeg så skal holde ham fysisk, for at undgå, han slår, sparker eller hvad han kan finde på. Og det virker – på den måde ment, at han kun slår een gang.. Derefter ved han godt, er mor ikke er synderlig glad.
Pågældende mor så også meget streng på mig, da Jonathan kylede en legetøjsting på gulvet – og jeg bad ham samle den op. Da han ikke gjorde det, fangede jeg ham – og holdte ham fast, til han havde samlet legetøjet på. "Vi kaster ikke med tingene" forklarede jeg ham venligt og bestemt – mens jeg holdte ham i armen – så han ikke havde nogen mulighed for at løbe væk – men fortsat var fri nok til at samle legetøjet op.. Det øjeblik, han har samlet den op, ved han at der er fri bane igen – og at mor bestemt ikke er sur.
Der er vist mange måder at opdrage på – men jeg blev alligevel forskrækket over at se, at der er forældre, der bare lader deres børn tæske løs på dem.
GYS – var gået hjem på sekundet, men heldigvis tyr Martin (endnu) ikke til den slags kommunikation. I øvrigt…..så lader jeg ham lege og løbe fra og til for at spise – det er jo ikke ligefrem for gourmet madens skyld vi er der 😉
knus
Uha – problemet opstod i lige så høj grad, når de stakkels forældre ville HJEM.
Jeg planlagde faktisk vores exit gennem den sidste halve time, for at undgå en scene.. og det lykkedes – heldigvis. Sådan en scene ødelægger hele fornøjelse for mig.
Gudskelov er han jo netop kun 2,5 år -og kan derfor ret nemt “snydes” ved at fokuserer på noget andet – og tale om noget andet. Alene det, at vende sig FRA legelandet – da vi tog tøj på, viste sig at være hensigtsmæssigt – fordi han så ikke lige stod og så på, hvad det var, han gerne ville være indeni.
Knus
Pernille
Synes nu også Martin som regel er nem at få til at fokusere på noget andet når han bliver sur over et eller andet, og det er da også vigtigt at de får at vide at nu går vi om x antal minutter – lige som når de skal i seng, så det ikke bliver en fæl overraskelse.
knus
Nøjagtigt.. og at “sidste tur” vitterligt betyder “SIDSTE tur”
Det er jo en trænings sag – hvis de lære at sidste tur ER sidste tur, så er balladen ikke så stor – selvom de nok altid vil prøve om det virkelig ER rigtigt:-)
Hvad laver I overhovedet på McD?
… ja, det vil jeg også gerne vide!
Det er en hemmelighed!!! – kom med, så skal du se – hvis du TØR!