SystemDanmark

Idag kom min datter hjem fra skole. Hun havde ondt i nakken. Vi var til MR scanning for en måned siden, men vi har endnu ikke hørt resultatet. Sidste samtale var i januar – en samtale, der på den ene side gav håb, men som på den anden side fortalte os, hvad vores oplevelse har været med sundhedsvæsnet de sidste 3 år, at man ikke aner en skid – og når man ikke gør det siger man "psykosimatisk" Det er sådan et dejligt ord. Ligger godt i munden – og VUPTI har man flippet ansvaret over bordet – fra lægen tilbage i skødet hos forældrene, der dermed slet ikke har noget tilbage at holde i.

I Januar fik hun taget røngtenbilleder af nakken. "Der er ikke noget at se" sagde den søde og forstående læge. "Det har der jo aldrig været" sagde de krakilske forældre. Der er blevet taget 4 billeder af hendes nakke nu – og på ingen af billederne har man kunne se skaderne på den 2. nakkehvirvel. "Det, at man ikke kan se noget, betyder, at skaden er helet op" hvortil vi var lettet – måske ligefrem lidt lykkelige.. "Men hvad med det faktum, at hun stadig har ondt – at hun stadig har smerter dagligt – at hun tager piller og at hun kommer hjem fra skole i tide og utide" .. "Jamen der ER ikke noget.. Så er det nok psykosomatisk" Jeg husker kun ALT for godt, hvordan jeg lagde en beroligende hånd på min kærestes lår. Jeg husker kun alt for godt, hvordan vreden vældede op indeni – og hvordan vi lidt for kontant fik sagt, at DET var der nok ikke lige tale om – hverken denne gang – eller de sidste. Eftersom MR-scanningerne siger noget andet. (Nemlig at ca 25% af hendes nakkehvirvel er æd op)

Jeg har det som Don Quiote. Kæmpende mod vejrmøllerne. Vi kan ikke trænge igennem. Den hjælp, vi så desperat har behov for, den støtte, vi hele tiden håber på, ender hver gang i en ansvarsfralæggelse og en neglisering af et problem, der for os fylder meget -fordi vores datter lever i smerter.

Idag er det d. 25. maj – hun blev MR scannet d. 28. april. "Vi ringer, når vi har et svar"