Brudekjolekøb

Så kom den store dag. Jeg havde taget fri - allierede mig med Sanne og min datter havde fri for skole. NU skulle brudekjolen købes.

Efter en del forvirring med en butik, jeg troede vi skulle besøge i Næstved, men som havde booket os kl. 9.00 om morgenen, (rundt regnet 1 time efter vi var vågnet.. og med 1½ times transporttid) var gode råd dyre. "Butik Amalie" sagde kloge Sanne – og jeg ringede. En anelse slukøret – for de havde da ikke tid sådan bare lige – regnede jeg med. Den anden tid havde trods alt været aftalt to måneder i forvejen. Men vi var alle glade, da Butik Amalie kunne bekendtgøre, at de skam havde tid.

Jeg tror faktisk, det var noget freudiansk med den aftale i Næstved – for det var faktisk ikke med den der lykkelige fornemmelse, jeg gik afsted. Tværdimod. Andre piger drømmer om den dag, hvor de skal vælte sig i prinsessekjoler – men for mig, var det nærmest noget, der skulle overståes. Først og fremmest fordi kroppen slet ikke er, som jeg havde forventet, den skulle være, når jeg skulle giftes. I går aftes havde jeg siddet og målt mig selv – og kigget i skemaer – og bare tanken om, at jeg er så stor, gjorde mig skamfuld. Jeg hader tanken om, at kaste mig i en kjole, som gør at alle andre nærmest har ondt af mig – fordi jeg ligner en hval, der er trukket på land.

Men jeg blev positivt overrasket. Primært fordi Sanne var så skide sød, at hun på forhånd havde undersøgt, hvad der gør sig til sådanne former, som jeg nu har. Hun havde spurgt en veninde til råds – og alene det, at vi allerede INDEN vi tog afsted, var MEGET bramfri omkring min figur, gjorde, at jeg meget hurtigt var helt klar over, at hun bestemt ikke ville være bange for at råbe "hval" hvis jeg forelskede mig i en kjole, der ikke sad ordenligt.

Jeg har opdaget noget nyt. Et corsage. Kjole nummer 4 jeg hoppede i sad helt ubeskriveligt fortryllende. De første 3 kjoler,havde jeg gjort et stort nummer ud af at bekrive, hvad jeg IKKE vil vise.. Min mave – mine arme – min talje (uhu… hvor er du???) Ud fra, hvor meget jeg brokkede mig, tror jeg ekspedienten var begyndt at overveje en burka til mig.. men så kom kjole nummer 4

Jeg havde på forhånd afskrevet den – fordi jeg ikke kunne lide, at den var ærmeløs – men da jeg tog den på!! Pludselig handlede det ikke om, hvad jeg IKKE ville vise – men hvad jeg VILLE vise. Og så fandt kjolen min talje!!! Og tænk – jeg har også en flot barm!!  Pludselig stod jeg og så på en masse af min egen hud – og tænk – den sad virkelig pænt!! Stoffet var lidt grovere i det - med meget store roser på – noget, der passer til min bygning. Sætter man små bitte perler og broderier på en kjole, jeg skal hoppe i, så ligner det noget, der er løgn.. Men denne – hvor stoffet er lidt groft (og UTROLIG smukt!) passer til mig på en helt anden måde.. og så slipper jeg for det overfisede meget meget prinsesseagtige, som jeg ikke helt kan forlige mig med.

Sanne fik hurtigt forklaret den stakkels indehave, nøjagtigt, hvordan ærmerne skulle sys.. Og hun har så ret. Indehaveren prøvede med et løst ærme og vupti – så var den der.. Kjolen – MIN kjole.

Sikke en underlig – og ikke mindst VIDunderlig fornemmelse!!

Kære Sanne.. 1000 tak for dit kritiske og ærlige blik!