Lagkagebageri

Imorgen er det to år siden. Det er ikke til at fatte. PÅ den ene side virker det som for 100 år siden. På den anden side var det igår.

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Jonathan. Han er den største selvfølge i mit liv nu… måske lige med undtagelse af hans vidunderlige storesøster. Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var uden ham … selvom det kun er to år siden.

Jeg står og rører lagkagecreme. “En go lagkage er lagt sammen dagen i forvejen” sagde min mor altid. Mens flødeskummen tykner og cremen koger, tænker jeg tilbage på den dag for to år siden. Dagen, hvor jeg som så mange andre dage, var på toilettet 8 gange hver nat. Dagen, hvor vi kun lige rigtig var hjemvendt fra bryllup i Jylland – kun lige var ordentligt landet. Det var torsdag – og da klokken var 5 om morgenen skulle jeg tisse … igen igen igen.

Jeg slår piskerisene mod kanten af den færdige flødeskum – og huske kun alt for godt “tissetåren” i litervis, der endte på gulvet i soveværelset. Om min forsigtige kalden på Jan.. Om at nu var det vist tid. Om forskrækkelsen – der 4 uger før tid. Om Jan, der lige skulle have morgenmad – lige skulle have et bad .. og min datter, der søvndurken stod i stuen og spurgte til, hvad der skete. Jeg husker opkaldet til fødestuen – og at de bad mig ringe efter en ambulance. “Hvordan gør man det” spurgte jeg hvorefter hun smilende forklarede at det hjalp at trykke 1-1-2.

Jeg husker tydeligt alarmcentralens milde smil, da jeg forklarede at de godt måtte vente en ½ time eller en time.. For vi havde ikke travlt. Jeg lå ned – og der var ingen veer.. Kun vand… vand og så den helt særlige og skarpe lugt af fostervand. Husker kun alt for godt, hvordan hun forklarede mig, at jeg måtte ringe, når vi skulle afsted, fordi de SKULLE sende en ambulance inden for 10 minutter..

Turen til hospitalet – hvordan vores datter fik en god oplevelse, fordi ambulancepersonalet var søde og betænksomme – og fordi jeg ikke havde smerter.. Men skulle ligge ned, fordi Bible ikke stod fast i mit bækken.

Jeg husker det lille bitte undersøgelsesrum, hvor jordemoren forklarede mig, at jeg måtte gå med vandafgang i over 14 dage – at hun ville give mig noget penicilin – og sende mig hjem, hvis ikke der kom veer.. Og mit askegrå ansigt ved tanken om 14 dages vandafgang. Tak – jeg har prøvet det een gang før – i 48 timer … og 48 timer var MEGET lang tid. Taknemmeligheden, der brusede ind over mig, da jeg kunne mærke de første veer.. Tanken om, at historien ikke ville gentage sig – at min krop selv ville hjælpe mig – og ikke mindst min baby.

Da klokken var 9, kom onklen forbi. Han havde ikke svaret telefonen kl. 5 – for der var jo intet hastværk. Jeg skulle jo ikke føde før om 4 uger. Først kl. 8 havde han taget telefonen.. og med største selfølge taget en fridag for at være sammen med Annike, mens jeg fødte. Jeg kan mærke taknemmeligheden over hans selvfølgelige handlemåde.

Vores datter nåede at fornemme fødslens alvor, uden at hun blev forskrækket. Hun nåede at se, at jeg gik ind i mig selv under veer – men også kun lige det. Jeg var stadig ved godt mod – og kunne forklare hende, hvad der skete..Derefter tog hun og onkel på en dagstur.

Jeg husker fødestuen – og Jan, der lige skulle aflyse nogle kunder – hvordan han nochelant forklarede at konen var i fødsel.. Hvornår han så kunne komme og grinene mellem ham og kunden, mens mine veer nu var af en større styrke end jeg lige synes var morsomt.

Taknemmeligheden over narkoselæge, der kom med epiduralblokaden. Lykken over, at kunne være med.. At kunne se veerne på vemåleren, uden smerter. Lykken over at være pinslerne foruden. Hastigheden efter epiduralblokaden. Fra den blev sat til og 1½ time efter – åbnede jeg mig 8 centimeter og fødte!

Fornemmelsen af at Jonathan pludselig var der. Så blå og lille.. Så lille.. så uendelig lille.. Tankerne.. De vigtigste af alle.. Tankerne om, at Annike skulle dele dette med os – og hastigheden hvorved onkelen fik Annike ind på stuen “Køb lige film inden” … End ikke kameraet var parat der 4 uger før tid.

Min datter, der fulgte alt omkring sig. Så, hvordan Jonathan blev målt og vejet – og da min dejlige store pige spurgte til moderkagen.. Min lille pige blev stor den dag. Lige der – for øjnene af mig. Fornemmelsen af kaos – sammen med den total ro. Fornemmelsen af en ny begyndelse. Vores datters sygdom var ved at være væk – og nu – lille bror, der var hel og dejlig… og blå.

Jeg husker hvordan min vidundelige lillebror – vores datters onkel – satte sig ved vinduet med Jonathan i armene.. Hvordan han svømmede væk i dette verdens yngste arvtager. Hvordan han forsvandt for omverden og kun var noget for dette lille nye og fantastiske væsen, der lå i en byld i hans arme. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg varmede mig ved tanke om, at han en dag bliver en fantastisk far selv. Og mens flødeskummenhældes sammen med cremen, smiler jeg ved tanken om min svigerinde, der imorgen skal spise af kage.. Imorgen er hun lige så langt henne, som jeg var for to år siden. Om et øjeblik er det deres tur til at opleve miraklet.

Alt det svømmer rundt i hovedet på mig, mens jeg finder lagkagebundene frem – og smørrer dem med jordbær og creme. Alt dette.. og så de 14 dage i helvede, hvor Jonathan kom på neonatalafdelingen.. Hvor Jonathan kom i lys. “Brok i lysken” sagde en læge – og klemte så hårdt på min elskede søns lille pung, at det eneste sted på hans krop, der ikke var blå, nu også blev det. Om lyset og de velmenende sygeplejesker, og nålestik to gange i døgnet, om prøver, der var resultatsløse og personale der ikke fattede, hvordan det er at blive mor 4 uger for tidligt – med en datter, der gennem hele graviditeten fyldte alt – fordi man var bange for at miste hende – bange for at hun skulle blive handicappet – bange for hendes velbefindende… samtidigt med at dagene skulle leves.. samtigtigt med at Jonathan voksede i min mave og den ene hospitalsafdeling blev skiftet ud med den næste.

Jeg nægter at huske de 14 dages på afdelingen. Jeg vil ikke lade dem ødelægge det døgn af total lykke – og forventnings glæde over, at nu var alle trængsler bag os. Lykken over, at føde en sund og rask søn 4 uger før tid – på 3500 gram og 53 cm. “Det var da vist godt han kom ud.” Ja… For Jonathan var det det bedste.. For mig, hvad det nok været bedst, at han havde ventet 4-6 uger endnu. Jeg nåede aldrig rigtig at være “gravid” – selvom jeg havde drømt om det i så mange år.

Han ved det ikke. Min dejlige datter kan kun knap huske det. Imorgen fejrer vi min vidunderlige søns 2 års fødselsdag. Og indeni mig vælter billederne frem. Udenpå fejre vi min søns fremskridt – indeni fejrer jeg, at min krop kunne.. og at vi gjorde det.. mig og min søn.

Hjerteligt tillykke med fødselsdagen,- min elskede søn.