Der er så mange milepæle for vores unger i øjeblikket. Første tand, første rul, første kravl og første gang siddende op.
Jonathan rulle og har efterhånden gjort det noget tid. Han prøver også at kravle. Han kravlekryber hen af gulvet. Han kan derfor nu både komme fremad og til siderne.. hvilket sådan set ikke medfører noget som helst andet end at han er OVERALT.
Forleden råbte min veninde til mig.. "Skynd dig og se … han KRAVLER".. Jeg slap øjeblikket kaffekanden – og stormede ind til mit lille geni i stuen.. "Nå.. det.. Det har han gjort de sidste 14 dage" Hun definerede "at kravle" som at han kommer op på knæ – og bruger knæene til at komme fremad.. Men jeg synes ikke det er at kravle, for han kan slet ikke koordinerer armene… og normalt ender han med at blive "indisk gift" – fordi han får et rødt mærke i panden – der ligesom bliver "skubbet" hen over gulvtæppet – fordi armene ikke holder hovedet oppe. Jeg mener først man kravler, når ben og arme arbejder koordineret – og medfører at han kommer fremad.
Så kommer vi til den. Jonathan har det sidste stykke tid "siddet selv". Det vil sige, jeg har siddet "rundt om ham" – og når han har mistet balancen, som en anden lille tumling, så har jeg rettet ham op. Han får mere og mere balance i det han laver – og han ligger nu ikke længere ned over sine ben.. Men altså : Hvornår sidder han selv? I dag sad han – uden jeg holdte ham i knap 2 minutter, før han tiltede.. Det synes JEG er at sidde selv – for i en lang periode holdte han selv balancen – selvom det mest handlede om at overkroppen ligesom hang hen over benene – og dermed umuliggjorde, at den stakkels knægt var i stand til at falde..
Jeg skriver i bogen, at han selv sidder i dag. Men når jeg så ser ham sidder om 14 dage – så VED jeg, at jeg synes, det var noget underligt noget, at kaldet det, han gør idag, for at sidde – for om 14 dage sidder han RIGTIGT..
Sådan synes jeg det er med næsten alle milepælene… Men det er jo logisk – for før man kan gå må man kravle – og før man kan kravle må man krybe.
Jeg er bare ufattelig taknemmelig for, at kunne være vidne til, at mit barn af egen drift – og uden nogen viser ham hvordan – selv kan finde ud af at lære at komme videre.. DET er et mirakel..