Jan og jeg er blevet skilt. Reelt er vi ikke kommet SÅ langt endnu – men han er flyttet – og kommer ikke tilbage.
Det er sket i fordragelighed – og der er ingen sure miner. Ingen utroskab, ingen store dramaer. Bare to mennesker, der voksede i hver sin retning.
Ingen af os er kede af det. Kun een ting er vi kede af: At børnene er kede af det.
🙂 Det var i går.. Eller altså for 2 år og nogle måneder siden. Alt andet lige er det et MEGET ungt ægteskab. Ikke desto mindre var vi sammen i 15 år.. Så nu må nok være nok 😉
Det gør mig ondt for jer. Synes også lige at I blev gift. Men mon ikke vi alle har været der hvor man har haft lyst til at blive skilt???? Jeg har bare ikke turde…..
Knus fra mig
Hvor misundelsesværdigt at kunne tackle det sådan, bare det var mig. Jeg får det simpelthen som bliver jeg ædt op indefra, selv om jeg måske nok ved det er det bedste hvis vi også vælger skilsmisse i sidste ende:(
Godt at i kan det på en god måde, i særdeleshed er det jo så vigtigt for børnene hvordan forældre tackler situationen.
Jeg er ked af det på børnenes vegne, men jeg er slet ikke overrasket over at netop I takler det så godt.
Men jeg er godt nok også overrasket, for dine tidligere beskrivelser om bla bryllup og andre ting har vidnet om et helstøbt forhold. Men selv de bedste kan jo udvikle sig i hver sin retning.
WHAT…synes det var i går I blev gift?
Har altid beundret din måde at tale om Jan på. Specielt om hvordan I to gjorde hinanden komplette.
Er virkelig ked af det på jeres vegne. Også selvom det er sket i fred og fordragelighed.
Ja jeg synes egentlig også, det romantiske bryllup var i sidste uge – eller sådan noget. Så jeg melder mig også lige i det måbende “kor” :-).
Men ja, mennesker har det med at “vokse fra hinanden” for nu at bruge et fortærsket udtryk. Og selvfølgelig er jeres børn kede af det – det er jo hele deres trygge verden, der pludselig forandres. De vil opleve, at den stadig er tryg – bare på nye vilkår. Held og lykke med det hele, Pernille.
Kære Nilleper, det gør mig ondt at høre. Selvom I uden tvivl vil takle det så godt som muligt, var det jo ikke det, der var meningen. Jeg håber, at I får en god jul alligevel.
Det var trist, at det skulle gå så galt – godt at I klarer det uden de store bravalderslag, som er så opslidende.
Hvad??? Kære Pernille jeg er målløs. Simpelthen.
Ikke at jeg ikke forstår dig, det der med at vokse fra hinanden kender jeg alt for godt – hmm… Når man møder hinanden som helt unge er det næste uundgåeligt. Men trist er det da alligevel.
Hej Pernille. Jeg er en af dem der i det stille læser din blog og nyder hvert indlæg. Det gør mig meget ondt at læse om jeres brud. Pga. personlige erfaringer (har været igennem det samme) nægter jeg dog at tro at “I ikke er kede af det”. Søde ven. Giv dig selv lov til at være ked af det. Sørg for at få tiden til det. Uanset hvor “enige” I er om bruddet gør det ondt. Jeg ved bedre om nogen, at når den første hektiske tid som aleneforældre er gået kommer reaktionen … og den er vigtig at bearbejde. Husk på dig selv og hav en god jul trods alt.
I så fald satser jeg på en reaktion EFTER jul 🙂
Tak for alle jeres søde ord.
Med venlig hilsen
Pernille