Manden derhjemme er dum.. Eller det var han ihvertfald for en kort periode. Det går jo heldigvis over igen sådan noget. Men jeg oplevede stærkt følelsen i weekenden.
Følelsen af, at han er nu er så intergreret en del af min liv, at jeg pludselig ikke er helt sikker på, hvad jeg er uden ham. Det er ikke så negativt ment, som det umidlbart lyder – jeg er ikke i tvivl om, at jeg er et glimrende menneske – uanset om min elskede mand er med mig eller ej.
Men der er en masse ting, jeg er i kraft af ham. Der er en masse ting, som jeg, pr. definition, er bedst til, klogest til.. fordi han ikke er det. Omvendt er der lige så mange ting, som HAN er klogest til, bedst til – fordi jeg IKKE er det. Alt i alt giver det en synenergieffekt. Sammen er vi mere end bare os to individuelt.
Vores midlertidige uvenskab, fik mig til at granske lidt indeni, hvad det lige er, jeg er – når jeg ikke er en del af vores ægteskab. Og det var måske nok sunde tanker, selvom det bestemt også var skræmmende.
Det, der var mest markant, var det jeg netop IKKE er. Alle de steder, hvor jeg er langt mere, i kraft af ham, end jeg er alene.
Det er ikke fordi det skræmmer mig som sådan. Fik jeg en anden mand en dag, ville andre sider af mig blive fremhævet – og andre igen nedtonet. Det er naturligt i et parfællesskab – et parforhold,- at man sammen finder fælles grund under fødderne. Var jeg alene ville andre ting igen være fremtrædende. Det er bare et facinerende studie.. at jeg som menneske – har ændret mig i en retning.. ligesom min mand har ændret retning – for at vi har kunne mødes på midten… og dermed få mest muligt ud af os selv og hinanden.
Det er en rigtigt god og tankevækkende post, den dér, Nilleper!
Jeg tror nu ikke bare, at det dér fænomen er noget, der opstår i parforhold, men i tætte relationer generelt. Fx synes jeg da, at man ift sine søskende nemt får sådan nogle roller som at “jeg er den boglige, så må du være den sporty”, eller “jeg er den larmende, så du er den stille” osv.. Det er interessant at overveje, om disse roller rent faktisk påvirker os i en grad, så der bliver tale om selvopfyldende profetier (altså om vi BLIVER forventningerne til os), eller om det rent faktisk viser sig at være det rene digt fra vores forældres side, fordi de som alle os andre prøver at forstå verden ved at putte folk i kasser og se modsætninger. I så fald kan man forhåbentlig nedbryde myten om sig selv og erstatte den med noget andet (mere sandt) om sig selv.
Det samme gælder nok lidt mellem ægtefæller/kærester…
Giver det mening?
Hej Lommen..
Det giver i høj grad mening.. Men min pointe er så, at man definerer sig selv ved den mennesker, man er tættest på. Og dermed er valget af de mennesker man er tæt på, også et valg af egne styrker.
Af bekvemmelighedshensyn.. og forsøg på at få tingene til at fungerer bedst muligt og hvad kom først.. Hønen eller ægget?
Jeg er enig med dig i, at nogen roller pådeles man af andre – f.eks. forældre – og i forholdet til min mand, kan jeg da også godt se, at jeg her har påtaget mig nogle roller “på trods” for at vise f.eks. mine forældre, at “selvom I troede jeg var sådan – så er jeg det ikke” .. småbarnligt i virkeligheden – men det er blevet en intergreret del af en hverdag, der bare fungerer.