228 dage – Den støjende bold

Jonathan har fået alle tideres julegave: en teletubbiebold i stof, som siger noget, når man rører ved den eller kaster den. Den er jo guld værd, når en lille dreng – det yngste medlem i den lokale fodboldsforening – skal lege med bold – styrke sine kravlefunktioner og skal mærke former. Den pædagogiske korrekte mor…

Read more

227 dage – Jul, jul, jul og rod

 Alle rytmer smadres, når det er jul. Det er selskab efter selskab – familie efter familie. Jeg kan godt lide at holde juleaften.. så har jeg ligesom gjort min værtindepligt – samtidigt med at det er tidligt i forløbet.. Resten af julen, hvor alle andre juler til julefrokost – kan jeg så komme hjem til…

Read more

224 dage – Fyldte maver og trætte hoveder

Altså – min datter var fantastisk ved hendes første jul – det har desværre ikke smitte af på hendes bror. Jonathan var ganske enkelt skrup umulig. Ikke bare juleaften – næ nej – og natten før juleaften og natten efter. Min første julegave var et sæt meget store poser – under øjnene. Selve juleaften var…

Read more

223 dage – Den allerførste jul

 "Moar – jeg kan ikke sove" sagde hun for 2 timer siden. Sandheden er, at min datter nu snorker på livet løs, mens nissen, julemanden og mange af hans rensdyr har gang i at lægge gaver under træet. Moren kan ikke sove 🙂 Det er min søns aller første jul. Og det er bestemt en…

Read more

220 dage – En haltende juletræsdanser

 Med Jonathan i armene, skulle jeg lige ud fra vores venners hus igår. De bygger – og jeg VED, at jeg skal passe på, hvor jeg går – ligesom jeg ved, at der er et kæmpe hul lige på den anden side af døren. Og når jeg nu ved det, så kan man da undres…

Read more

218 dage – Jonathans juletræ

 Det BLEV jul. Jeg sidder med tårer i øjnene efter min datter og jeg har pyntet juletræet. Hver lille juletræspynteting er blevet vendt i hånden – og hver ting har hun fået af vide hvor stammer fra. Jeg har pynt fra hendes mormor, hendes farmor, hendes mor – også fra da hun var barn. De…

Read more

213 dage – Nej – ikke videokameraet!!!!

Åh, hvor har jeg været glad for mit videokamera denne gang. Jeg har allerførste gang Jonathan vendte sig fra mave til ryg på film. Jeg har da han solede sig på far og da han sad op for første gang. Jeg har adskillige klip, hvor han siger mamamaaammmaaaaa – hvilket han sådan set gør hver…

Read more

211 dage – Nattens erobringer

 HAN VANDT.. og mine øjne hænger to milimeter over gulvet. (Vi trænger for øvrigt til at få støvsuget under købmandsdisken i spisestuen 🙂 ) For tolv dage siden begyndte jeg på julekalenderen til min kæreste. Og nu griner han af mig – kærligt og sødt – men han griner. De første 4 dage gennemførte jeg…

Read more