Åh, hvor har jeg været glad for mit videokamera denne gang. Jeg har allerførste gang Jonathan vendte sig fra mave til ryg på film. Jeg har da han solede sig på far og da han sad op for første gang. Jeg har adskillige klip, hvor han siger mamamaaammmaaaaa – hvilket han sådan set gør hver gang han bliver sur -og så har jeg både ham og min datter sovende.. Jeg har en sekvens, hvor Jonathan ruller sig i side-9 pigen, så han er helt sort om munden.
Næst efter ungerne – vil videokameraet og båndene var det første, jeg redder ud af en brændende lejlighed – derefter vil jeg overveje at vække kæresten 🙂
Men så var det lige, at manden fik sin bedste ven på besøg. Og så var det lige at kærsten altså ikke lige havde lagt mærke til, at jeg på nu værende tidspunkt har ikke mindre end 8 timers optagelser efter Jonathan er blevet født – for som han rigtigt fortalte vennen, så bruger vi aldrig kameraet (altså før Jonathan blev født) – og når det nu bare stod og samlede støv, så kunne vennen da lige så godt låne det. Og så var det lige, at jeg sad i det tilstødende lokale og var ved at eksploderer… "Bruger aldrig kameraet?" Men man siger det jo ikke højt, for vennen er jo også min ven – og jeg vil da ikke fornærme nogen. Hvis vennen vil låne vores videokamera – så er det da ok … sådan 10 minutter da..
Da jeg fornemmelse, at kæresten vitterligt var ved at låne vores videokamera ud – sådan her en uge før, drengen lærer at kravle og lige op til jul – var det lige, at jeg måtte blande mig. "Altså – skatter .. Jeg bruger jo altså kameraet indimellem" forsøgte jeg. Vennen forstod mig øjeblikkeligt.. "Ja – jeg kan godt forstå med sådan en lille een, så optager du vel meget" hvilket jeg nikkede meget ivrigt til.. "Nej – men det gør ikke noget" påstod kæresten – "Du kan sagtens låne den en måneds tid.. hvis du vil" .. På dette tidspunkt så vennen godt, at der stod flammer ud af mine øjne – "Ja – jeg skal jo bare optage lidt .. Jeg kan blive færdig noget hurtigere end en måned.. Sådan 14 dage kan jeg da godt…" hvortil han så på mig… Min øjne var nu blodskudte af raseri. Det er MORS legetøj – og mor låner det IKKE ud.. Sådan havde jeg det. Med den artige og velopdragne kvinde sagde noget i stil med "Ja- altså du må da gerne låne det.. Men jeg vil da gerne have det igen.. sådan til når han kravler og sådan noget og så er det også snart jul jo"sagde jeg med den blideste nu-skal-jeg-nok-lade-være-med-at-eksploderer stemme.
Vennen tog kameraet med i en plasticpose. Han ville bare låne det en uge. Da vennen var ude af døren, fik jeg en snak med kæresten. Han kunne meget flovt godt se, at han måske ikke helt havde hørt, hvad der blev sagt mellem linierne – og at han ikke helt var inde i, at det faktisk blev brugt så meget, som det bliver.
5 dage efter tog min søde kæreste ind til sin ven og hentede mit videokamera.. og min søn nåede ikke at lære at kravle i mellemtiden. Vennen havde fået filmet det han skulle filme – og mor her fik sit elskede legetøj tilbage…. puha.. Det var vist julefreden der blev reddet der.