Lyden af to liter vand, der først rammer stuebordet – og derefter – i en mindre flod – invaderer mit tyrkiske tæppe – og omdanner det til sumpområde.. Den lyd sidder nu dybt i min øretromme.. Den lyd bød Jonathan mig forleden.
Jeg havde sat mig ind foran computeren – mens jeg kunne høre Jonathan og min datter kravle rundt i stuen.
Og pludselig: LYDEN.. Det er sådan en lyd, der gør, at man ikke bare rejser sig – man KASTER sig ind i stuen.. for eens første tanke er … hold da op – druknemulighed!
Følgende syn mødte mig: Jonathan sad på bordet med vores plastiskvandkande, som jeg – letsindigt nok – havde efterladt. Den vendte nu den forkerte vej… altså vandkanden – og den var sjovt nok tømt for vand. Hele mit tyrkiske tæppe var vådt – alt var søbet til.
Min søde store pige hjalp mig – og to ruller køkkenrulle senere, var tæppet nu kun godt fugtigt og nyvasket. Og med et lettelsens suk vender jeg mig om.
Og hvad møder SÅ en fustreret mor? En lille dreng, der ved at stå på sin lille stol – og derefter stå på tæer, har fået fat på sin lille plastiktallerken med pastarester, der stod på skænken (I ved – den han ikke kan nå … ha ha) Og med pasta i hele sylten – og overalt på gulvtæppe og tøj,- stod min lille lurendrejer og grinede over hele hovedet.
Jeg har vundet en ballademager 🙂
lol