Vi holdte traditionel fødselsdagsfest igår – med de traditionelle boller, med det traditionelle smør og pålæg og for detradtionelle gæster – lige med en enkel familie som nytilkomne.
Den traditionelle lagkage, den traditionelle cacao – og det traditionelle småkedelige vejr, så vi var tvunget indenfor, selvom jeg havde drømt at komme udendørs.
Resten af familien har fødselsesdag fra i perioden fra november til februar – så alene det, at der ikke var sne på en fødselsdag var helt underligt.
Jonathan fik tøj i tonsvis – og legetøj i bunker. Een familie valgte ligefrem at komme med en hel tørresnor fyldt med gaver 🙂 Det var de store børn, med storesøster i spidsen, der pakkede ud – for moren var de traditionelle 20 minutter bagud i køkkenet.. Jonathan fik bla. en gåvogn, en lille motorcykel og puslespil med lyd i.
Desuden fik han sandting i store og gode mængder, så når Jonathan kommer i sandkassen, så kan vi slet ikke finde sandet under alle hans skovle, sier og sandforme 🙂 Sandting er nu een af de ting, man ikke KAN have formeget af – for når sæsonen er slut, mangler der altid ½-delen – fordi det enten er blevet glemt – eller har forputtet sig under 20 cm sand. (Jeg VED det – jeg ER en dårlig og uøkonomisk mor, når jeg ikke graver hele sandkassen på, for at sikre at alt kommer med på 🙂 )
Jonathans lille kammerat Mikkel var med – og de to fik mildest talt en rigtig go dag sammen. De fik dannet et lille orkester med Jonathans nyerhvervede tromme og nyerhveret "hænder, der klapper" .. Senere hjalp de hinanden med at lure den gåvogn med alle de spændende lyde og knapper – og da Jonathan kom i seng for natten, måtte Mikkel lige ind og sympatierer lidt med bonkammeratet,- der ligefrem nu var buret inde 🙂 Jeg fik et helt hav af billeder af de to sammen.
Kæresten fik kommet med en rigtig dumsmart bemærkning. Mikkel går ikke helt endnu, men eftersom han er fra d. 22. juni – så er han heller ikke ligeså gammel, som Jonathan var, da han gik første gang. Kæresten sagde så et eller andet med "Ja – altså Mikkel er jo SØD nok – meeenn han er jo ikke så hurtig med at gå" .. hvorefter Mikkel vendte sig om mod mig – og med alt hvad der var i den lille krop – så ud som om "nu tager jeg altså lige tre skridt" – og det var vitterlig kun fordi omstændighederne ikke lige var heldige nok, at han ikke gik. (De første par skridt er vel ret ofte et spørgsmål om, at der skal være noget at holde fast i meget tæt på – og at underlaget er i orden osv. osv.) Nu går jeg og håber lidt på, at Mikkel tager et skridt eller to indenfor de næste 14 dage – for så skal min kæreste høre på – resten af livet – at "Jonathan er da meget sød – meeeennn han er da ikke så hurtigt – hva?" Det ville han have godt af 🙂
Og idag er gæsterne væk. Jonathan startede morgenen med at gå ind og tromme på sin nye tromme – og jeg startede med at rydde lidt op..
Jonathan har fået et fantastisk lækkert træpuslespil fra mormor. Der er lyd i. Når man sætter ambulancenbrikken i, kan man høre udrykning – og togbrikken udløser naturligvis togstøj. Puslespillet er naturligvis ment som en opfordring til barnet om at løse puslespillet – men Jonathan kan altså ikke få brikkerne i hullerne endnu. Tilgengæld kan han få dem ud. Og hver gang jeg putter dem i – for at rydde op og sætte på plads – så hører Jonathan den lokkende lyd – og kommer stormende hen til mig for at tage brikkerne ud igen 🙂 Sisyfosarbejde så det batter…. Og nej der ER ingen off knap.