Roskilde i bil var slet ikke så ringe fornemmelse endda. Med godt selskab begge veje føltes turen slet ikke så lang, som det ville have været i tog og bus. Så jeg må vist langsomt bøje mig for det der bil værk. Særligt i og med, at det er NOGET nemmere at have glemt noget.
Vel fremme – 35 minutter senere end inviteret – fordi jeg ikke lige kan huske at få broccolisalaten med i første omgang – er det ellers bare at gå om bord i alle de lækre unger og det lækre mad, deres mødre havde medbragt.. Og hvor ER de lækre – vores unger.. Hvor er vi dog heldige!! Og hvor er jeg dog lykkelig for, at jeg ikke var den eneste, der skulle sige "Nej" .. og tit reagerer hurtigt.
Det lykkedes mig faktisk at få snakket rigtig meget denne gang – en diciplin jeg ellers normalt – til disse arrangementer – ikke har så nemt ved, fordi jeg føler mig sikrest, hvis jeg befinder mig 0,5 meter efter Jonathan – og eftersom han hele tiden bevæger sig – så er det lidt svært at nå at fuldføre sætninger. Men jeg var heldig.. Knægten sov TO gange… Godt nok kun 20 minutter i bilen (hvis det overhovedet var så meget) og så ellers den lange i klapvognen i haven – hvor regnen sørgede for, at hans dyne blev mere og mere fugtigt… hvilket moren ikke opdagede fordi hun netop havde fået mulighed for det: At snakke..
Og når man nu endelig får den mulighed.. Så er det også godt, at de mennesker, man har omgivet sig med, er gode for en go og grundig snak. Både dem, hvor hele selskabet griner – men også dem to og to i ro og mag. Så alle sammen: Tak for go samtaleterapi. Det er helt underligt at have hovedet fyldt af andet end tandlægebor og sovetider.
Tusinde tak for et god arrangement. Jeg håber ikke vi efterlod stedet i total kaos.. Jonathan har tydeligvis været i nærheden af "ligesindede" for der er lige en masse ting, som han ikke magter, der skal prøves alligevel… hvilket sådan set ikke giver bedre resultater af den grund.. Men det bliver da prøvet.
Og så håber jeg, at I alle sammen kom godt hjem !!