“Jeg elsker mine børn lige meget” .. Der er så meget løgn og latin.
Jeg overhørte en diskution i legestuen om netop det emne… “Hvad siger man til søskene m.h.t. kærlighed?” Svaret var meget at “mor og far elsker dig og lillebror lige meget” Sådan en gang forpulet vrøvl kommer aldrig over mine læber.
Tænk, hvis din kæreste kom hjem en dag og fortalte, at fordi han var så glad for dig – og fordi han synes I havde det så godt, så havde han besluttet at få en kæreste mere!! Og når kæresten så er der – så siger han at han “elsker jer lige meget”. Hvordan ville dine følelser ha det i den situation? Hvordan ville dit selvværd have det?
Er det ikke meget det samme vi byder vores børn? “Mor og far elsker dig så meget, at vi har besluttet at få een til!!” Øhhhhh…. Det får sikkert barnet til at føle sig særligt, specielt og elsket.
Når nummer to så kommer, så sker der – i barnets øjne – lige en halvering af kærligheden “Før elskede mor og far mig SÅ meget, at de gerne ville have een til – nu har de fået en til – så elsker de mig og lillebror lige meget.. Kærligheden er lige blevet delt på midten” Er det ikke budskabet vi sender?
Sandheden er vel, at kærlighed er defineret pr. menneske.. Jeg elsker min nuværende kæreste fordi han er, hvad han er. Den kæreste, jeg havde før, elskede jeg også – men det var ikke de samme ting, jeg elskede.. Han havde kvaliteter min nuværende kæreste ikke har – og min nuværende kæreste har (i overflod 🙂 ) kvaliteter min gamle kæreste ikke havde.
Jeg elsker min datter – og kærligheden til hende har ABSOLUT intet med den kærlighed at gøre, som jeg har til min søn. De tog ting har overhovedet ikke noget at gøre med hinanden. Jeg ville elske hende lige meget, om han var her eller ej … om min kæreste var her eller ej … og om vi boede her eller et andet sted. Min kærlighed til hende er ikke afhængig af andre faktorer end hende og mig.
Men børn er jo snu – og børn vil uungåeligt spørge “Hvem elsker du mest?” Men er det rent faktisk, hvad der bliver spurgt om?
Der står en lille pige og spørger “Hvem elsker du mest – mig eller min lillebror” … Det er da samme situation, som når en kvinde spørge sin kæreste om hun ser tyk ud i den nye kjole. Den største spand vand i hovedet vil da være, hvis manden siger “ja – du ligner en elefant” og helt ærligt – er det ikke den samme spand vand vi hælder i hovedet på den lille pige, der bare gerne vil føle sig elsket og speciel – når vi siger “Vi elsker jer LIGE højt”. Vi kunne lige så godt havde sagt.. “Du er ikke speciel – din bror er på alle måder lige så dejlig og go som dig” … Hvem rækker lige det barn et håndklæde?
“Hvem elsker du mest, mor?” – hvis min datter nogensinde skulle spørge det spørgsmål (hvilket jeg ikke tror hun nogensinde vil gøre – fordi jeg HAR gjort et stort nummer ud af at differencerer min kærlighed til hende i forhold til min kærlighed til hendes bror.) så vil jeg svare: “Jeg elsker dig, fordi du er min aller bedste ældste datter. Du er jordens bedste storesøster – og du er den dejligste og dygtigste 8-årig jeg kender.” At hun ikke er verdens bedste lillebror – eller at hun ikke er verdens dejligste 1 årige .. eller at hun ikke er den bedste mindste søn jeg har – det er jo som sådan ikke noget, der på nogen måde generer hende.
Hun spørger jo ikke om “hvem elsker du mest mor” – Hun spørger jo om “Elsker du mig som noget helt unikt, mor?” og DET gør jeg … !!!!
(Og SÅ må der skydes med skarp 🙂 )
Tak for genlæsningen. Det er så sandt, og pludselig forstår jeg hvorfor jeg spurgte min mor om hvem hun elskede mest et halvt hundrede gange – for at få af vide, at jeg var noget helt unikt!!
Jeg sagde nogenlunde det samme til mine unger, da de spurgte om hvem jeg elsker mest. Jeg elsker den ældste fordi han er den jeg fødte først, fordi han er den ældste og den eneste storebror i huset. Datteren elsker jeg fordi hun er min eneste pige og en dejlig en af slagsen. Lillemanden elsker jeg, fordi han er den mindste og den eneste lillebror osv osv. Den med at elske ungerne lige meget, er den største floskel der findes!!
Nilleper, tak for gode skriverier:)