Sikke en forestilling.
Vi bygger hus med nogle af vores venner. Vi har hjulpet dem nu i 3-4 måneder,- og nyder at "gå til den" i weekenderne. Og denne weekend tog vi så støvlerne på igen og skulle "arbejde"
Mursten – bære tunge ting – mørtel – bære sten fra stendiger.
Min kæreste så HELE tiden efter mig. Jeg føler mig bare som jordens største løgner.
"Jeg har ikke så mange krafter idag" måtte forklaringen være, da jeg kun kunne være halvdelen af, hvad jeg normalt kan. Og jeg kunne slet ikke forklare, at jeg havde brug for at sove 3 timer til middag.
Det føles som om jeg sætter en mur op mellem mine venner og os,- men på den anden side VIL jeg heller ikke fortælle det, før min datter ved det. Det er bare ikke synderligt morsomt,- for jeg vil vitterligt gerne hjælpe – jeg KAN bare ikke. Jeg er så usigeligt træt hele tiden.
Jeg glæder mig til at få det overstået – jeg glæder mig til, at vi kan fortælle det frit.
Jeg kan mærke min graviditet, når jeg lægger mig på maven – eller når jeg knapper mine bukser. Det er SKØNT !!! Når man tænker på, hvor mange gange naturen har spillet mig et puds, hvor jeg HELE tiden har måtte tro på, at jeg var gravid, selvom jeg ikke var det, så er det rart, at nu, hvor jeg er det,- så kan jeg også mærke det.. trods alt. Det tager lidt af fordums smerter.